De studerende ser ingen grund til strammere alkoholregler

Alkoholindtag kan have betydning for frafald på uddannelser, men regler på området er gode, mener studerende.

Forbud og restriktioner er ikke løsningen.

Sådan lyder det fra forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd (DSF) Sana Mahin Doost i kølvandet på en undersøgelse, der viser, at studerendes alkoholindtag under studiestarten har betydning for frafaldet.

- Forbud og restriktioner er ikke vejen frem. Der er allerede mange rusture, hvor der er alkoholfri dage og lignende.

- I dag gør man rigtig meget for at kunne imødekomme, at alle skal føle sig inkluderet. Det er noget, som de studerende og uddannelsesinstitutioner fortsat samarbejder om, siger Sana Mahin Doost.

Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har de studerendes alkoholforbrug under studiestarten en betydning for, om de gennemfører studiet eller ej. Det skriver Politiken.

De studerende, der ikke drikker alkohol, har større risiko for at droppe ud, sammenlignet med de studerende der drikker moderat.

Også studerende, der drikker rigtig meget, har større risiko for frafald. Begge grupper har omkring to procentpoint større risiko for frafald.

Der kan være mange grunde til, at studerende dropper ud af en uddannelse. En af årsagerne er ifølge undersøgelsen, hvis man ikke er blevet en del af det sociale og faglige fællesskab på studiet.

En anden af undersøgelsens centrale konklusioner er, at lange introforløb med gode sociale aktiviteter mindsker risikoen for frafald.

- Det vidner om, hvor vigtigt introugen er for det sociale. Det er noget af det, der ikke må blive sparet væk på de videregående uddannelser, siger Sana Mahin Doost.

Skal der gøres mere, kan der ifølge forkvinden bliver flere sociale arrangementer uden alkohol. Men det skal etableres af de studerende og uddannelsesstederne lokalt.

Oversigt

    Oversigt