I det fynske folks tjeneste

Debatmøde: Skal skattekroner gå til skolemad?

Skattebetalt madordning på skolerne i Nyborg - god eller dårlig idé? Det er et af de emner, der skal debatteres, når TV 2/Fyn torsdag afholder debatmøde på Nyborg Gymnasium.

00:16

Skal der indføres madordninger på skolerne i Nyborg Kommune, eller skal de hjemmesmurte madpakker stå ved magt? Carina Sølberg Andersen fra Ørbæk er mor, og hun er negativ stemt over for idéen om en kommunal madordning.

- Der er rigtig mange ting, man skal være opmærksom på, hvis man laver det. Hvis man gør det, så er det i hvert fald vigtigt, at det kommer til at være lige for alle, siger hun.

Man skal blandt andet være opmærksom på at tage hensyn til religion, allergier, og hvordan man definerer "sund mad," mener Carina Sølberg Andersen.

- Det gør det svært, siger hun. 

Derfor bliver det ikke med hendes opbakning, en kommunal madordning bliver stemt igennem.

- Jeg synes, det er en dårlig idé, men hvis det bliver ført igennem, så skal vi nok bakke op om det, siger hun.

VALGPROFIL:

Thomas Pulawski

Skolemad er et af de emner, der torsdag debatteres på Nyborg Gymnasium, hvor TV 2/Fyn afholder debatmøde. Idéen blev første gang luftet i august, hvor Socialdemokratiet i Nyborg foreslog at indføre madordning for kommunens skoleelever. 

SF siger ja, LA siger nej

Suzette Frovin er spidskandidat for SF i Nyborg Kommune, og hun bakker op om en kommunal madordning.

- Ja, i den bedste af alle verdener, så er der sådan en ordning i Nyborg Kommune, siger hun. 

Hun mener, ordningen kan fremme både sundheden og undervisningen på skolerne.

VALGPROFIL:

Suzette Frovin

- Det er en forudsætning for et godt undervisningsforløb, at børnene har fået noget sund mad, som giver energi. På den måde kunne vi få noget sund mad til de børn, som ikke får det nu, eller som måske slet ikke har mad med, siger hun. 

Spidskandidaten for Liberal Alliance i Nyborg, Thomas Pulawski, mener derimod slet ikke, at madordninger er kommunens bord. 

- Kommunen skal ikke gå ind og være "overforælder" og bestemme, hvad der er sundt på den måde. Hvis der er nogen, der af forskellige grunde er i tvivl om, hvad god kost er, kan man tilbyde hjælp, men man skal ikke påbyde sådan en ordning her, siger han. 

Udover skolemaden vil der til debatmødet blandt andet blive diskuteret partihopperi og plejehjemsstruktur. 

 

Kom til debatmøde i Nyborg

Mød alle spidskandidater i Nyborg Kommune, når TV 2/Fyn holder debatmøde på Nyborg Gymnasium torsdag den 16. november fra klokken 17.00 – 19.30.

Temaerne er plejehjemsstruktur, Lynfrostgrunden, skolemad, jobskabelse, hvem skal være borgmester?

Deltagerne i debatten er: Vibeke Ejlertsen (Socialdemokratiet), Stefan Ovesen Banke (Radikale), Henrik Sonne-Schmidt (Konservative), Kasper Mejlhede (Nye Borgerlige), Suzette Frovin (SF), Palle Reimer (Folkepartiet Nyborg), Thomas Pulawski (Liberal Alliance), Per Jensen (Borgerlisten Nyborg), Carsten Kudsk (Dansk Folkeparti), Kenneth Muhs (Venstre), Benny Pieszak (Enhedslisten) og Kaj Løvstrøm Nilsson (Alternativet).

Mødet afholdes på Nyborg Gymnasium, Skolebakken 13, 5800 Nyborg.