Glad målscorer var flad efter FCM-kamp: - Der blev gået til den

OB tog søndag aften flot sejr på 3-1 over FC Midtjylland. Det var en hård og meget fysisk kamp, sagde OB’s første målscorer, Alexander Ludwig, efter kampen.

OB spillede sig søndag aften tilbage i kampen om bronzemedaljerne og den eftertragtede tredjeplads, da fynboerne hjemme i Odense fortjent slog FC Midtjylland med 3-1.

OB’s mål til 1-0 blev scoret af forsvarsspilleren Alexander Ludwig, der var godt brugt efter kampen og de mange dueller med midtjydernes stærke angriber Paul Onuachu.

- Der var mange dueller. Der var rigtig mange intense situationer i kampen, og der blev gået til den. Man er brugt nu og træt i kroppen. Måske blev den ikke spillet så hurtigt, men de situationer, der var, der var power og fysik i. Det synes jeg, vi stod godt imod. Vi har før haft problemer mod dem, men i dag (søndag, red.) matcher vi dem fuldstændig. Det var rart, siger Alexander Ludwig.

Kæmper for bronzen

Med sejren og de tre point fastholder OB presset på Esbjerg, der lige nu ligger på den bronzegivende tredjeplads. Inden Esbjerg mandag aften møder FC Nordsjælland, er vestjyderne et enkelt point foran OB med tre kampe igen.

Alexander Ludwig er klar på at kæmpe til det sidste for medaljechancen.

- For hele holdet, for hele byen og for mig selv personligt vil det betyde enormt meget. Det er en stor ting at kunne spille med om, og det er en ting, som vi skal tage super seriøst og jagte helt til det sidste. Det vil være skønt at få en medalje over hovedet, men jeg tror, vi skal tage en kamp ad gangen. Vi skal virkelig fighte for det og for hinanden, siger forsvarsprofilen.

Oversigt

    Oversigt