Det fynske drikkevand er hårdt ramt af sprøjtegift

Fyn er hårdt ramt af sprøjtegift. Det gør, at mange vandværker er nødsaget til at blande forurenet vand med rent vand.

Sprøjtegift i drikkevandet er så stort et problem, at mange vandværker bliver nødt til at blande forurenet vand med rent vand for at komme under grænseværdien.

Alene på Fyn er der blevet fundet sprøjtegift i 256 drikkevandsboringer i løbet af de seneste fem år.

Ifølge en opgørelse, som Geus har lavet for Miljøstyrelsen, fik 126 vandværker i 54 danske kommuner vand fra en eller flere forurenede drikkevandsboringer, hvor indholdet af sprøjtegift var højere end tilladt. Og en udbredt metode for at mindske mængden af sprøjtegift er at fortynde sig ud af problemet, hvilket kan være nødvendigt - især på Fyn.

Særligt slemt på Fyn

Vandværkernes brancheorganisation, Danva, kender ikke omfanget. Men ifølge seniorkonsulent Claus Vangsgård er det en metode, der bliver anvendt mange steder.

- Jeg vil tro, at rigtig mange vandværker bliver nødt til det. Især på Fyn, hvor mange vandværker er hårdt ramt af sprøjtegiften desphenyl-chloridazon, siger Claus Vangsgård og fortsætter:

- Vi vil helst anvende vand uden rester af sprøjtegift, men verden er nu engang skruet sådan sammen, at mange bliver nødt til det. Vandværkerne holder indholdet af sprøjtegift så lavt som muligt og forsøger at finde rene drikkevandsboringer.

De fleste sprøjtegifte kommer fra landbruget, men gartnerier, planteskoler, juletræsplantager, golfbaner og nogle haveejere bruger også sprøjtegift.

Når man finder sprøjtegift i grundvandet, er det derfor ikke altid klart, hvor giften kommer fra.

Mange af de sprøjtegifte, som bliver fundet i grundvandet nu, er sivet ned i jorden for mange år siden og er blevet ulovlige i dag.

Oversigt

    Oversigt