I det fynske folks tjeneste

DSB skal ikke privatiseres helt

DSB kan omdannes til et holdingselskab med datterselskaber, som kan frasælges. Det foreslår transportminister Lars Barfoed.

Samfundet skal ikke helt slippe DSB, men virksomheden kan omdannes til et holdingselskab med datterselskaber. Disse kan frasælges og omfatte aktiviteter som vedligeholdelse eller drift for at effektivisere DSB.

Det siger transportminister Lars Barfoed (K), som onsdag har fremlagt oplægget "En jernbane i vækst". Oplægget skal blandt andet drøftes ved en konference i foråret, før regeringen i efteråret 2010 fremlægger sin jernbanestrategi.

- Det danske samfund må have kontrol med sin egen infrastruktur. Kollektiv trafik er så vigtigt et samfundsanliggende, at det kan vi ikke privatisere fuldstændig. Der skal være en politisk kontrol. Samfundet skal tage ansvar og styring. Det kan ikke bare ses som en forretning, siger han.

ATP, LD og Mercury har vist interesse for medejerskab af DSB, men han sætter ikke navne på mulige interessante medejere.

- Det behøver ikke kun være jernbanevirksomheder. Det kunne for eksempel også være servicevirksomheder, siger Lars Barfoed.

DSBs administrerende direktør, Søren Eriksen, glæder sig over regeringens tanker.

- En A/S-model vil kunne sikre DSB friere rammer til at kunne fortsætte den meget positive og kundeorienterede udvikling i såvel Danmark som udlandet, siger Søren Eriksen.

Lars Barfoed vil lægge mange af DSBs opgaver og aktiver i datterselskaber, som kan sælges.

- Vi er tilfredse med opbakningen til at gå videre med denne model med at tage private og internationale partnere ind. Vi har allerede rigtig gode erfaringer fra vores budaktiviteter og ikke mindst de vundne operationer i Danmark og Sverige med et frugtbart og gensidigt inspirerende samarbejde med private og internationale selskaber som First Group og franske RATP, siger togdirektøren.

Den tidligere transportminister Flemming Hansen (K) ville omdanne DSB til aktieselskab 1. januar 2008 og sælge 25 procent af aktierne den 1. januar 2009.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.