I det fynske folks tjeneste

Dusør gives: Hunand forsvundet i nattens mulm og mørke

En vandcykel formet som en and er forsvundet i Brobyværk. Der er udlovet en dusør på en middag for to på Brobyværk Kro.

Det er den brune and forrest i billedet, som er forsvundet fra Brobyværk Kro. Måske er den drevet nord på ad Odense Å? Foto: Ib Jørgensen/Brobyværk Kro

Det er ikke hver dag en vandcykel forsvinder som dug for solen, men folkene bag udlejningen af to vandcykler i Brobyværks del af Odense Å har siden søndag morgen savnet den ene cykel.

De to vandcykler er udformet som ænder, og det er den kvindelige halvdel, som er forsvundet, oplyser kromand Ib Jørgensen, Brobyvæk Kro.

Det er byens handelsstandsforening, som står bag udlejningen, men det er Ib Jørgensen og Brobyvæk Kro, som forestår det praktiske.

Ib Jørgensen oplyser at anden vejer mindst 150 kilo og ikke er sådan at liste af sted med.

- Der skal mindst to mand og en trailer til for at køre den væk, men den kan også været drevet nord på mod Odense, siger Ib Jørgensen til TV 2/FYN.

Middag for to

Udover at veje over 150 kilo, kan den forsvundne and kendes på at den er brun. Hananden er intakt og er fortsat på sin plads ved kroen.

Ib Jørgensen udlover en middag for to på kroen til den, der kommer med det første og afgørende tip.

Al henvendelse angående den forsvundne vandcykel kan ske direkte til Ib Jørgensen på telefon 2045 5251.