I det fynske folks tjeneste

Elever i Assens: Luk ikke vores skole, vi elsker den

01:41

Skolebørn i Assens frygter for skolelukninger i kommunen.

Eleverne i 5. klasse på Salbrovadskole i Assens gik rundt og regnede med, at de skulle fortsætte op i 6. klasse. Men nu står skolen til at lukke eller blive skåret i antallet af klasser. Og det er ikke noget, der huer eleverne.

- Vi lærer hinanden meget hurtigt at kende, og vi har det rigtig hyggeligt sammen. Jeg tror, at hvis vi kommer hen på en større skole, vil vi måske ikke lære hinanden så hurtigt at kende, og det kunne være svært for nogen at komme ind i fællesskabet, siger Runa Bugraitz fra 5. klasse på skolen.

Heller ikke forældrene ser frem til en eventuel skolelukning.

- Min ældste søn Aksel er en lidt følsom fyr, og han vil helt sikkert bliver mere utryg. Han trives godt i små trygge, rammer, hvor han kan overskue tingene. Det var blandt andet derfor, vi valgte skolen her, fortæller Morten Hansen, Emtekær.

Læs også Tre små skoler i Assens trues af lukning

Kommunen arbejder med to modeller for fremtidens skolestruktur. Første model, hvor Salbrovad og to andre skoler bevares, men kun med 0. til 3. klasse, og en anden model hvor skolerne lukkes helt. Ingen af de modeller huer skolebestyrelsen.

- Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om det, og jeg vil også sige, at vi har en model tre, som vi fremlægger for politikerne i aften, siger skolebestyrelsesformand Camilla Bebe Madsen.

Den alternative model tre går blandt andet ud på, at de truede skoler får lov at blive, men med en overordnet skoleledelse.

Og hos børnene er der klart et ønske, om at deres skoler skal fortsætte.

- Det er en helt vild god skole, og jeg elsker at gå her. Jeg er er sikker på, at næsten alle dem, der går her, elsker det, siger Ida Belinda Pedersen fra 5. klasse.

Ved du noget? Så send os et tip