Erhvervsskolerne går frem - gymnasierne tilbage

Efter flere års tilbagegang, går det nu igen frem for Erhvervsskolerne på Fyn. I Region Syddanmark har 13 procent flere end sidste år søgt ind på en erhvervsskole. Samtidig er der tilbagegang for gymnasierne.

Faaborg Gymnasium har oplevet et fald på 27 procent i antallet af ansøgninger og på Tornbjerg Gymnasium i Odense er der næsten en tredjedel færre ansøgere i år.

- Jeg tror, at det er uundgåeligt, at vi får færre elever, hvis der kommer god gang i erhvervsuddannelserne. Det er et politisk mål, og det tilpasser vi os, siger rektor på Tornbjerg Gymnasium Carsten Claussen.

Og der er tilsyneladende kommet godt gang i erhvervsuddannelserne. Fremgangen er på 13 procent for alle erhvervsskoler i hele Region Syddanmark, og på enkelte linjer er fremgangen hele 70 procent. Det gælder på den nye uddannelse EUX, der kombinerer en erhvervuddannelse med en HF.

- Man får to uddannelser i en. Og udover at man kan blive tømrer eller mekaniker, så får man samtidig en gymnasial uddannelse, fortæller Lars Bregnehøj, der er direktør på Syddansk Erhvervsskole.

Andreas Nielsen valgte den nye EUX uddannelse, da han i efteråret skulle vælge ungdomsuddannelse.

- Det er genialt at man kan klare det på fire år. Så kan jeg blive tømmer, få en gymnasial uddannelse og gå videre til ingeniøruddannelsen. Det vil jeg rigtigt gerne, siger Andreas Søndergård Brix Nielsen fra EUX Tømrer linjen på Syddansk Erhvervsskole i Odense.

Oversigt

    Oversigt