I det fynske folks tjeneste

Ex-OBer til norsk klub

Mustafa Abdellaoue er færdig i FCK, som er blevet enig med norske Aalesund om et salg af angriberen.

OB har haft lejet Mustafa Abdellaoue i FCK det seneste år, men det bliver ikke fynboerne, der får glæde af den norske angriber i fremtiden.

Den norske klub Aalesund meddeler på sin hjemmeside, at den har sikret sig angriberen, der ikke har været brug for i FCK i noget tid. FCK har også bekræftet skiftet på sin hjemmeside.

FCK købte for to et halvt år siden Mustafa Abdellaoue hos norske Vålerenga. I 2011 blev han topscorer i Tippeligaen, da han var udlejet til Tromsø.

Han slog dog aldrig til i FCK, hvor han blot opnåede 19 kampe og fem mål. Han var undervejs udlejet til Vålerenga og senest OB, hvor han spillede hele sidste sæson.

Mustafa Abdellaoues kontrakt med Aalesund løber til udgangen af 2017.