I det fynske folks tjeneste

Færre levede af det offentlige i 2011

Antallet af personer på offentlig forsørgelse faldt med 13.000 i 2011, viser ny statistik.

Antallet af personer, der er offentligt forsørget, gik ned i 2011. I alt var der godt 845.000 danskere offentligt forsørgede, og det er et fald på 13.000 personer i forhold til året før.

Andelen af befolkningen, der er under offentlig forsørgelse, er størst på Lolland og Langeland, hvor det gælder mere end hver tredje i aldersgruppen 16 til 64 år.

Det samlede fald i antallet dækker over nogle områder med fald og andre med stigning.

Der har været et faldende antal offentligt forsørgede blandt ledige samt personer i vejlednings- og opklaringsforløb. Antallet af efterlønsmodtagere er gået kraftigt ned, og der er også færre på barselsdagpenge.

Til gengæld er der flere i støttet beskæftigelse især virksomhedspraktik, og betydeligt flere på kontanthjælp.

Faldet i antallet af offentligt forsørgede er på 1,5 procent - men det kommer efter, at 2010 var det hidtidige rekordår, oplyser Dansk Erhverv.

Ifølge Dansk Erhverv er bedre konjunkturer med til at trække tallet ned. Desuden er der tale om startskuddet til et langsomt fald af mere grundlæggende karakter.

- Skal Danmark kunne fastholde velfærdssamfundet fremover, er det af afgørende betydning, at flere permanent bliver flyttet fra passiv forsørgelse til deltagelse på arbejdsmarkedet, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Erhverv.

Det er reformer af efterløn, førtidspension og fleksjob, der baner vej for en mere grundlæggende reduktion i antallet af offentligt forsørgede.

Bo Sandberg mener dog, at Danmark langt fra er i mål med reformerne endnu.

- Vi er næsten lige begyndt, mener han.

Ved du noget? Så send os et tip