I det fynske folks tjeneste

Fagmand indrømmer overproduktion af svin

-

-

Ulovlig overproduktion af grise er tilsyneladende udbredt på mange danske svinefarme. Svineavlskonsulent Morten Thomsen fra Agrogården i Ringe, indrømmer som den første fagmand, at ulovlig overproduktion er udbredt. Det oplyser DR/Fyn.

- Måske 10-20 pct. af svineproducenterne producerer mere end det, de har fået godkendelse til. Nogen laver måske 3-4 procent flere svin end de må, andre ligger højere over grænsen. Det er ulovligt, og disse landmænd må henvende sig til kommunen og miljømyndighederne, siger Morten Thomsen.

Formanden for Landbo Fyn, Torben Bang, siger at landmændene er presset i prisen på svinekød. Samtidig er effektiviteten i svinestaldene steget cirka 25 procent de senere år, og i den situation fristes mange svineproducenter til ulovlig overproduktion.

- De fristes til overproduktion når 25 procent af stalden ellers står ubenyttet hen. Men vi opfordrer selvfølgelig til at man skal overholde reglerne, siger Torben Bang.

Årup kommune beskluttede mandag at politianmelde Danmarks største svinefarm for ulovlig overproduktion, og to andre fynske politi-sager vedrørende overproduktion er undervejs.

Ved du noget? Så send os et tip