I det fynske folks tjeneste

Farligt støv over Lindø-ansatte

Vinden spreder farlig maling-støv omkring Lindø-værftet.

Vinden spreder farlig maling-støv omkring Lindø-værftet.

Når de store containerskibe på Lindøværftet bliver malet, er malerne godt indpakket i beskyttende heldragter, åndedrætsværn og masker.

Men resten af de ansatte på Lindøværftet risikerer, at vinden driver malingresterne hen over dem. Det skriver Fyens Stiftstidende.

En af de malingtyper, der males med på værftet, er "Intersleek 737 part B", som indeholder 2-Butanonoxim.

I malingens sikkerhedsdatablad står der blandt andet om stoffet: "Mulighed for kræftfremkaldende effekt" og "Farlig ved hudkontakt".

Efter at Fyens Stiftstidende er gået ind i sagen har Arbejdstilsynet besøgt værftet, som nu har fået et påbud om at sikre de ansatte mod unødig påvirkning fra maling. Det oplyser centerchef ved Tilsynscenter 3, Jan Møller Mikkelsen.

Ifølge fællestillidsrepræsentant på værftet Lars Hansen arbejder der cirka 800 mand på skibene og i det omkringliggende område.

- Det er ikke acceptabelt, og så er det lige meget, om det går ud over 700 mand eller to mand, siger direktør på Lindøværftet Finn Buus Nielsen om malingnedfaldet.

Han bekræfter, at Arbejdstilsynet har givet værftet et påbud, som skal efterkommes senest den 9. november.