I det fynske folks tjeneste

Fartbøder til brandmænd op i Folketinget

Dansk Folkeparti vil have justitsministeren til at give frivillige brandfolk mulighed for at bruge deres egne biler som udrykningskøretøjer, når de skal ud til et brandsted.

-

Dansk Folkeparti vil have justitsministeren til at give frivillige brandfolk mulighed for at bruge deres egne biler som udrykningskøretøjer, når de skal ud til et brandsted.


Baggrunden er bl.a. en sag fra Otterup, som TV 2/FYN omtalte mandag. Tre frivillige brandmænd, der rykkede ud i egne biler, blev indfanget af politiets elektroniske fartmålere og fik efterfølgende fartbøder.


Problemet er, at brandloven kræver hurtig udrykning, mens færdselsloven sætter grænser for hastigheden.


Det vil formanden for Dansk Folkepartis folketingsgruppe, Kristian Thulesen Dahl, nu bede justitsminister Frank Jensen om at gøre noget ved.


Kristian Thulesen Dahl mener, det er afgørende vigtigt, at brandmandskab når hurtigt frem til brandstedet. Udover materielle værdier, står der ofte også menneskeliv på spil.


\"Derfor virker det helt forkert, at brandfolk idømmes bøder for at køre for stærkt;\" siger han.


Han forestiller sig, at justitsministeren indfører en særlig vimpel eller lignende, som medlemmer af frivillige brandkorps kan identificere sig med, når de er nødt til at køre hurtigere end færdselsloven tillader.


\"Det frivillige mandskab består generelt af særdeles samfundsbevidste og seriøse mennesker. Derfor har jeg ingen betænkeligheder ved at give dem mulighed for udrykningskørsel; \" siger Kristian Thulesen Dahl.