I det fynske folks tjeneste

Ferielukket breder sig til dagplejen

Kommuner lukker ikke kun daginstitutioner men også dagpleje i bestemte uger i sommerferien for at spare penge.

I årevis har forældre måttet affinde sig med, at børnehaver holder lukket i flere uger i sommerferien, men nu breder lukkeugerne sig også til dagplejen. Det skriver Fyens Stiftstidende.

For første gang har flere fynske kommuner denne sommer valgt at tvinge dagplejerne til at holde ferie i bestemte uger, så forældrene henvises til gæstedagpleje.

Længst er Odense gået. Her holder dagplejerne ferielukket i denne og de to følgende uger. I Nordfyns Kommune holdes lukket i to uger og i Middelfart én uge.

Dansk Arbejdsgiverforening er rystet over kommunerne.

- De svigter deres rolle i et moderne samfund. Arbejdsmarkedet har indrettet sig meget fleksibelt og både virksomheder, og medarbejdere strækker sig til det yderste. Så hjælper det ikke, at kommunerne spiser den fleksibilitet ved at bestemme, hvornår forældre skal holde ferie, siger Henrik Bach Mortensen.

Også formand for dagplejernes fagforbund, FOA, Dennis Kristensen, undrer sig over, at lukkeuger nu også indføres i dagplejen.

- Det er bekymrende, at kommunerne sender dagplejere og forældre på tvangsferie. Det er en tilbagevenden til industriferien, hvor samfundet lukker ned i bestemte uger, og det er i modstrid med resten af samfundet, der forsøger at indrette sig så fleksibelt som muligt, siger han.

Børnerådmand i Odense Kommune Stina Willumsen (SF) afviser kritikken og henviser til, at kommunen tilbyder nødpasning. Et tilbud som de færreste forældre dog ønsker at bruge.

- Det afgørende er, at vi tilbyder pasning, og erhvervslivet må forstå, at vi også i det offentlige skal være påpasselig med ressourcerne.

En undersøgelse fra Dansk Erhverv viste mandag, at 70 procent af forældre til små børn er påvirket af lukkeuger i daginstitutioner. 35 procent må som følge af de kommunale lukkeuger holde ferie forskudt.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.