I det fynske folks tjeneste

Fire fængslet for groft overfald i Vollsmose

Fire fængslet for groft overfald.

Offeret blev både slået og snittet med kniv. Politiet venter flere anholdelser i sagen.

Fyns Politi har tirsdag morgen anholdt fire mænd, som angiveligt deltog i et overfald på en 38-årig mand på Bøgetorvet i Vollsmose i Odense fredag.

Mændene er i alderen 20 til 27, og de blev tirsdag eftermiddag i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Odense fængslet i fire uger.

Med anholdelserne er politiet dog kun kommet et stykke ad vejen mod opklaringen af sagen. Det fortæller anklager Kirsten Flummer fra Fyns Politi.

- Vores overvågningsbilleder fra stedet viser, at der var langt flere, som deltog i overfaldet, og det er jo ærgerligt, at vi ikke har fået anholdt dem alle sammen, siger Kirsten Flummer til Ritzau.

Politiet har dog en god formodning om, hvilke personer man ønsker at få fat på.

- Vi har nu identiteten på en lang række af dem, der deltog, og så er der nogle få uidentificerede gerningsmænd, fortæller Kirsten Flummer.

På grund af de mange gerningsmænd på fri fod ønsker politiet ikke, at detaljer fra efterforskningen kommer til offentlighedens kendskab, og derfor blev tirsdagens grundlovsforhør holdt for lukkede døre.

Ved fredagens overfald blev en 38-årig mand fra lokalområdet både slået og snittet med en kniv. Han havde blandt andet afværgelæsioner på armene, og et af knivsårene måtte sys.

Politiet betragter sagen som en grov voldssag, og de fire fængslede, som også kommer fra lokalområdet, er sigtet efter straffelovens paragraf 245 om rå og brutal vold.

Ved du noget? Så send os et tip