Fire mænd dømt for grov bortførelse på Fyn

Retten i Odense sender fire mænd i fængsel i sag om grov bortførelse på Nordfyn. Offeret lå indespærret i et bagagerum og blev truet med en motorsav.

Fire mænd i 20'erne skal i fængsel i en grov sag om bortførelse på Nordfyn.

Retten i Odense kendte mandag de tiltalte skyldige, og Peter Olstad Mortensen, Simon Vogt og Jacob Dræby Kottal fik et år og ni måneders fængsel. En fjerde mand skal seks måneder i fængsel.

- En af de dømte har anket dommen, mens en anden har taget betænkningstid. De to resterende modtog dommen, fortæller politiadvokat Henrik Møller, der er anklager i sagen.

Sagen stammer tilbage fra sidste år, hvor en 27-årig mand blev lokket i baghold ved en tankstation i Søndersø.

Offeret blev slået og sparket, indtil voldsmændene truede ham til at kravle op i bagagerummet i en bil. De mente, at han skyldte 400.000 kroner.

Mændene kørte ham til et hus på Nordfyn, hvor de lod ham ligge i bagagerummet.

På et tidspunkt trak mændene deres offer ud af bilen og truede ham med en tændt motorsav. Offeret har forklaret i retten, at de stak motorsaven helt tæt på hans hoved.

Til sidst lykkedes det offeret at bryde bagagerummet op, stikke af og søge hjælp hos en lastbilchauffør.

Oversigt

    Oversigt