Dødelige fotos: Fisk bliver fotograferet i vild opløsning - lige før de dør

Et nyt fotoprojekt skal vise os fisk helt tæt på. Men det giver fotografiske udfordringer. For fiskene skal ligge helt stille, mens de lever.

Fotograf Søren Skarby kan mærke nervøsiteten melde sig, for når først dagens fotomodel kommer ind i lokalet, skal det gå stærkt.

- Vi har omkring ti minutter, for så begynder den at skifte farve, forklarer Søren Skarby.

Fjord&Bælt i Kerteminde og Naturama i Svendborg har startet fotoprojektet "Fisk - helt tæt på", der skal gøre det muligt for os allesammen at studere fisk ned i de mindste detaljer.

Danmark er en stolt fiskerination, men fiskerflåden bliver mindre og mindre, og de fleste danskeres kendskab til fisk foregår gennem en køledisk i supermarkedet. Derfor skal projektet ende ud i en stor fotoudstilling, hvor man kan studere 25 forskellige danske fisk forstørret til 2x3 meter.

Fondsmidler på i alt 1,4 millioner kroner har gjort projektet muligt.

Selvudviklet fototeknik

- Fascinationen af at se en lille fisk blæst op i 2x3 meter, gør tingene meget smukke. Når lyset er sat rigtigt, og det er den rigtige fototeknik, man bruger, så bliver det sindssygt flot, siger Mette Thybo, der er direktør for Fjord&Bælt og Naturama.

quote Det er en måde at fortælle om diversiteten, og om, hvad der foregår lige under overfladen.

Søren Skarby, fotograf

Søren Skarby mener selv, det er første gang, nogen prøver at fotografere fisk med denne metode, som han selv har udviklet.

Det har krævet mange hovedbrud og mange samtaler med venner og bekendte, der til sidst har resulteret i et specialkonstrueret fotobord, hvor fiskene kan ligge og blive fotograferet.

Han er selv blevet overrasket over detaljerne i projektets første foto af en hun-havørred.

- Selvom jeg selv er lystfisker og har fanget mange havørreder, så opdager jeg ting, jeg aldrig har lagt mærke til før. For eksempel kan man se inde i rygfinnen i de små ben, at de er leddelte, så den nemmere kan lægge dem ned. Det har jeg aldrig lagt mærke til før. Så der sker nogle ting, når man kommer op i den her størrelse, hvor man bare tænker "hvad? - okay!", siger Søren Skarby.

Her kan man se detaljerne i rygfinnen på hun-havørreden. Udsnit fra det færdige foto.
Her kan man se detaljerne i rygfinnen på hun-havørreden. Udsnit fra det færdige foto.
Foto: Søren Skarby

Hver fisk bliver under processen flyttet milimeter for milimeter og fotograferet 120 gange til fotos, der hver fylder 500 megabytes. På hvert foto ligger skarpheden et nyt sted og til sidst bliver alle billederne samlet til ét foto med ultrahøj opløsning.

 
 

Søren Skarby er selv helt overbevist om, at de fleste danskere kan få glæde af de højopløselige fotos.

- Det er en måde at fortælle om diversiteten, og om, hvad der foregår lige under overfladen, siger han.

Levende fisk skal ligge stille

Dagens fotomodel er en blank havørred, der bliver fisket op af bassinet hos Fjord&Bælt.

Udfordringen består i, at få fisken til at ligge stille, mens der bliver taget fotos, og fisken må ikke være død. For når døden indtræffer, går glans og farve af fisken.

Derfor bliver havørreden straks bedøvet med en kraftig overdosis bedøvelse, der får den til at ligge helt stille. Efter ti minutter dør den i formidlingens tjeneste.

- De opdager det ikke. Jeg slår også ihjel for at spise fisk. Det er ligesom naturens orden, siger Søren Skarby.

De ti minutter skal udnyttes optimalt, og så snart bedøvelsen er sat ind, bliver der travlhed i fotostudiet.

Konservator Morten Boesen hjælper med at få fisken til at tage sig godt ud med finnerne strukket ud. Den placeres på den optimale måde på fotobordet, og så begynder processen, hvor Søren Skarby drejer på et lille håndtag.

 
 

Fisken flyttes ganske langsomt milimeter for milimeter, mens der bliver taget en lang række fotos.

TV 2/Fyns fotograf og journalist er blevet indskærpet at stå helt stille under processen, for ellers kan rystelser i gulvet få fisken eller kameraet til at rykke sig en smule. Og det ville ødelægge hele optagelsen.

Billeder skal udstilles i hele landet

Søren Skarby og Morten Boe er trukket i støvdragter for ikke at komme til at afsætte hår og støvkorn på fisken. Det var nemlig tilfældet ved en prøvefotografering af en torsk, hvor et hår ødelagde en del af fotografierne.

Til sidst bliver stemningen lidt lettere i lokalet. De sidste fotos klikker ind i apparatet, og Søren Skarby rejser sig med et lettelsens suk.

- Operationen lykkedes, patienten døde.

De mange fotos vil blive udstillet fra 6. februar 2020 på Fjord&Bælt i Kerteminde. Derefter skal de udstilles på Naturama og andre steder i landet.

Reportage fra fotosession med en blank havørred.

Oversigt

    Oversigt