I det fynske folks tjeneste

Flere ældre får alkoholproblemer

Den ældre generation udgør en stadig større del af danskere i behandling for alkoholproblemer. Det viser en undersøgelse over Alkoholbehandlingen på Fyn.

I 2003 var 7 procent af dem, der kom i behandling under
Alkoholbehandlingen på Fyn, over 60 år. Fem år senere var
andelen fordoblet til 14 procent. Det skriver Politiken.

Opgørelsen er foretaget af overlæge ved Odense Universitetshospitals
psykiatriske afdeling, Bent Nielsen. Undersøgelsen omfatter 2.350 misbrugere fra hele Fyn.

Hvorfor andelen af ældre med alkoholproblemer er steget, har eksperterne endnu ikke nogen endegyldig forklaring på. Men Bent Nielsen mener, at en bestemt alkoholkultur blandt 68' generationen kan være en af årsagerne. 

- De har haft et andet, afslappet forhold til alkohol end generationerne før dem. Samtidig har mange af dem været økonomisk velstillede og måske vænnet sig til at drikke lidt rødvin hver dag i hele deres arbejdsliv. Når de så går på efterløn eller pension, får de pludselig tid til at drikke mere, og nogle udvikler et reelt alkoholproblem, der kræver
behandling, siger Bent Nielsen til Politiken.

En anden medvirkende årsag er, ifølge Bent Nielsen, at alkoholproblemer ikke længere er et tabu, på samme måde som det var tidligere. Derfor opsøger stadig flere ældre også hjælp.