I det fynske folks tjeneste

Folketingskandidat vil forbyde reklamer i Odense

02:12

Tidligere var der en reklame på bagsmækken af denne bus. Men hvis det står til Carl Valentin, skal den for fremtiden se sådan her ud.

Hvis det står til folketingskandidat, Carl Valentin fra SF, skal Odense være helt fri for udendørsreklamer.

Odense er under udvikling i disse år. Derfor er det også tiden til at diskutere, hvordan byen skal indrettes. Når en stor dansk provinsby gerne vil være en storby, bliver andre ting også større. For eksempel reklamerne. 

Hvis det står til folketingskandidat for SF, Carl Valentin, er Odense helt fri for reklamer i det offentlige rum i 2017.

- Det er rigtig grimt, og det ødelægger vores smukke by. Der er forskellige typer reklamer, som er rigtig dårlige for vores samfund. Eksempelvis er der en masse reklamer, som skaber nogle kropsidealer, som ikke er sunde, siger Carl Valentin.

For Venstres politiske ordfører i Odense Byråd, Bo Libergren, er der lange udsigter til en reklamefri by.

- Reklamer er noget af det, der gør, at Odense ikke ligner Rusland i Sovjettiden. Det er noget af det, der giver fest og farver, og så tjener de jo også en gang imellem et oplysende formål, siger Bo Libergren.

Reklamer kan påvirke negativt

Lars Pynt Andersen, som er reklameforsker,  fortæller, at der er eksempler på, at man kan have et nolstalgisk forhold til reklamer. Blandt andet de lysende neon-reklamer over Søerne i København. Men der kan også være negative effekter af reklamebranchens måder at påvirke os på. 

- Når man laver reklamer, bruger man nogle særlige måder at tænke på, som kan være skadelige. Ikke fordi reklamen vil sælge noget, men fordi den måde, man vil sælge noget på, dyrker nogle særlige stereotyper. Reklamen er ekstremt kulturkonservativ, og det kan være et problem, siger Lars Pynt Andersen.

I Odense finansierer reklamer blandt andet byens busskure, udlejningscykler og infoskilte, men de penge mener Carl Valentin, man kan finde andetsteds.

-Hvis jeg skulle pege på noget, man kunne gøre, så skulle det være at indføre progressive kommuneskatter, så de rigeste betalte mere, så man ikke betalte en flad kommuneskat. Det kan betyde, at man kan få råd til at fjerne reklamerne i byen, siger Carl Valentin.

Har du en holdning til reklamer i det offentlige rum, så deltag i debatten på vores facebookside TV2 Fyn.

Ved du noget? Så send os et tip