Opgør i Assens: Forsøgt dræbt - nu selv fængslet

For to uger siden blev en 40-årig mand forsøgt dræbt i Assens. Nu er han selv varetægtsfængslet, fordi han i sidste uge forsøgte at stikke en 30-årig mand ned med kniv.

Østergade i Assens har på to uger været lokation for to voldsomme sager.

For to uger siden blev en 40-årig mand forsøgt dræbt på åben gade. For en uge siden blev en 30-årig mand forsøgt stukket ned med kniv og tildelt knytnæveslag.

Nu er det 40-årige offer fra første sag blevet varetægtsfængslet i fire uger i sag nummer to for at forsøge at stikke den 30-årige ned. Det skriver fyens.dk

 

To uger siden: 40-årig forsøgt dræbt

Den 40-årige blev forsøgt dræbt den 5. februar om aftenen. Episoden fandt sted i det centrale Assens foran Café Banken, hvor et slagsmål begyndte omkring klokken 16.30.

Fyns Politi rykkede massivt ud og afspærrede hele området omkring Østergade. Først klokken 00.30 blev afspærringerne ophævet. 

I forbindelse med episoden anholdt Fyns Politi fem mænd i alderen fra 18 til 29 år. Tre af de fem blev efterfølgende vartægtsfængslet og sigtet for forsøg på manddrab. Ifølge sigtelsen har de tre personer flere gange slået offeret i hovedet og på kroppen med knytnæver og med et træbat. Derudover blev offeret også stukket med en kniv.

Morgenen efter oplyste Sten Nyland, der er vagtchef ved Fyns Politi, at manden var uden for livsfare efter episoden. 

 

En uge siden: Forsøgte at stikke 30-årig med kniv

Ugen efter var den 40-årige involveret i en ny voldssag på Østergade i Assens. Men denne gang var det ikke ham selv, der blev overfaldet med kniv.

Den 40-årige er nemlig nu blevet varetægtsfængslet for ved episoden den 14. februar at forsøge at stikke en 30-årig mand ned med kniv. 

I denne sag snittede kniven dog kun offerets jakke. Han blev i stedet slået flere gange med knytnæveslag.

Fængslede holdes adskilt 

Der har været flere involverede i begge sager. Charlotte Ragus, der er anklager hos Fyns Politi, oplyser til fyens.dk, at i alt fem personer er fængslet i de to sager. 

I den første sag er de tre unge mænd fortsat varetægtsfængslet og sigtet for drabsforsøget på den 40-årige mand.

I sag nummer to er den 40-årige mand varetægtsfængslet, ligesom også en 31-årig mand er varetægtsfængslet. Politiet leder stadig efter en tredje formodet gerningsmand.

- Der sidder fem fængslet, og de sidder i fem forskellige arresthuse, siger Charlotte Ragus til fyens.dk.

Hun forklarer, at det er for, at de fem ikke har mulighed for at påvirke hinanden og snakke sammen om sagerne. 

Anklageren fortæller, at politiet nu skal efterforske, om de to sager har andre relationer til hinanden end blot personsammenfaldet. 

Oversigt

    Oversigt