Første Care-O-bot i Danmark

Syddansk Universitet og Teknologisk Institut har anskaffet Danmarks første Care-O-bot, som skal udvikles til verdens mest avancerede hjælper for ældre.

2802 Care-O-Bot-42

Care-O-bot kan allerede udføre ret avancerede opgaver som for eksempel at hente et glas vand og registrere, om den ældre har drukket vandet.

Den har kameraer i hovedet og kan fornemme, om den er ved at køre ind i noget.

Den kan gribe og løfte ting med en arm og højtalere og en mikrofon gør den i stand til at lytte til mennesker og svare.

Lang vej endnu

Der er dog lang vej endnu, inden Care-O-bot er klar til at rulle ind på det første plejehjem.

- Der ligger meget arbejde i at få alle dens færdigheder til at arbejde sammen, så den kan genkende sine omgivelser og hjælpe, når problemer opstår og selv komme med løsningsforslag, siger Leon Bodenhagen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU.

- Den største udfordring er at få den til at navigere sikkert rundt og for eksempel samle tøj eller aviser op fra gulvet. Det kræver meget kamerateknologi og derfor er vi ikke parat til at lade den håndtere mågestellet, siger Lars Dalgaard fra Teknologisk Institut.

Forskerne regner med at skulle bruge op mod 10 år på at udvikle Care-O-bot, så den kan komme i de ældres tjeneste.

Men så skal det også være sådan, at man kan bede den hente sokkerne i stolen, så forstår den og ved, hvor stolen er.

Oversigt

    Oversigt