Landede på taget: Personbil i karambolage med lastbil på motorvejen

Trafikanter på Den Fynske Motorvej skal mandag først på aftenen forvente forlænget rejsetid på grund af et uheld.

Mellem afkørsel 52 Odense SV og serviceanlæg Kildebjerg Nord på Den Fynske Motorvej E20 er der sidst på eftermiddagen sket et uheld.

En bil og en lastbil kom kort før klokken17.00 i karambolage i vestgående retning, og af endnu uopklarede årsager rullede personbilen rundt og landede på taget, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Anders Furbo Therkelsen til TV 2/Fyn.

Føreren af personbilen blev kørt til tjek på OUH. Der forlyder intet om førerens tilstand.

Uheldet skabte en del kødannelse og dermed forlænget rejsetid, men der er nu ryddet op og trafikken glider igen - omend langsomt, siger vagtchefen.

Vejdirektoratet meddelte tidligere, at oprydningen kunne tage tid og forventede, at trafikken først ville være normal "midt på aftenen". Men det ser nu ud til at trafikken vil være normal noget tidligere.

Uheldet var det tredje på motorvejen mandag. Tidligt på morgenen skete to uheld mellem Nørre Aaby og Ejby i retning fra Middelfart mod Odense.

Oversigt

    Oversigt