Fra Odense til København på en time

Regeringen lægger angiveligt op til en fordobling i investeringerne i veje og skinner. Ambitionen er at rejsetiden mellem Odense og København skal ned på én time.

Det infrastrukturudspil, som regeringen ifølge Ritzaus oplysninger planlægger at præsentere til oktober, lægger angiveligt op til en gevaldig saltvandsindsprøjtning til investeringerne i veje og skinner.

Kilder, som har haft indblik i regeringens interne oplæg, taler om, at det årlige investeringsniveau skal hæves til et sted mellem seks og 10 milliarder kroner.

Ifølge Berlingske Tidende indgår det i planen, at danskerne skal kunne komme fra København til Odense med tog på en time, til Århus på to og til Aalborg på tre. Ifølge transportminister Carina Christensen (K) bliver jernbanen helt central i investeringsplanen.

- Den kollektive trafik skal styrkes markant. Hvis toget skal blive et attraktivt alternativ til bilen, skal vi have hurtigere togforbindelser mellem landsdelene, så det vil vi have meget fokus på, siger ministeren, som forestiller sig en såkaldt timemodel, hvor man på én time kan komme fra København til Odense, fra Odense til Århus, fra Århus til Aalborg eller fra Odense til Esbjerg. Hun vil dog ikke sætte årstal på, hvornår de plagede danske togpassagerer kan suse mellem hovedbyerne på blot en time.

Oversigt

    Oversigt