I det fynske folks tjeneste

Frit lejde for aflevering af ulovlige våben

Fyns Politi giver nu alle ejere af ulovlige våben, ammunition og eksplosive stoffer frit lejde. Fra på lørdag kan alle anonymt aflevere deres våben hos politiet.

Frit lejde aktionen gælder alle former for ulovlige våben, våbendele,knive, ammunition og eksplosivstoffer. Indehavere af de ulovlige våben kan fra 1. juni til 1. juli helt anonymt møde op hos Fyns Politi og aflevere uden at politiet registrerer, hvem der aflevere effekterne.

-Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange vil benytte muligheden for at aflevere ulovlige våben og lignende. Samtidig vil vi opfordre til at benytte muligheden for at sende os billeder eller beskrivelser af de ulovlige våben og for eksempel ammunition, som man måske ikke helt ved, hvordan man skal håndtere sikkert, siger vicepolitikommissær Michael Lichtenstein.

Hvis fynboerne er i tvivl om , hvorvidt deres våben eller ammunition er ulovligt, eller hvordan det skal transporteres, kan man også sende et billede af de mistænkelige våben til politiet, som så efterfølgende vil vurdere og eventuelt afhente.

-Det siger sig selv, at våben og eksplosive stoffer er farlige. Derfor vil vi hellere hjælpe med at få det håndteret sikkert frem for at nogen kommer til skade, fordi de i uvidenhed gør noget forkert, siger Michael Lichtenstein.

Besiddelse af ulovlige våben vil efter den 1. juni 2013 blive straffet med bøde eller fængsel op til 2 år. Men i førstegangstilfælde, hvor der ikke er skærpende omstændigheder, forventes sagerne dog afgjort med bødestraf.

Alle de effekter, politiet modtager under frit lejde aktionen , vil efterfølgende blive destrueret.

Ved du noget? Så send os et tip