I det fynske folks tjeneste

Fyens Stiftstidendes bygninger tæt på salg

Fyens Stiftstidende er måske på vej tilbage til Odense Centrum. Et nyt center for sundhedsuddannelserne på Fyn er interesseret i avisens lokaler på Blangstedgårdsvej, og hvis handlen falder på plads, vil Fyens Stiftstidende leje sig ind i et nyt center over for Odense Banegård.

-

Fyens Stiftstidendes planer om at rykke tilbage til Odense centrum kom torsdag et lille skridt nærmere en virkeligggørelse.

Amtsborgmester Jan Boye, der også er formand for Center for videregående Sundhedsuddannelser(CVU), fik torsdag af sin bestyrelse grønt lys til at forhandle med avisen om at købe bygningerne på Blangstedgårdsvej.

Texaco-grunden
\"Handlen er langt fra faldet på plads endnu. Men hvis CVU vælger at købe vores bygninger, så er vi meget interesseret i at leje os ind i et nyt center på Texaco-grunden over for Odense Banegårdcenter\", siger chefredaktør Egon Tøttrup.

Efter flere runder med nedskæringer og besparelser er avisens lokaler på Blangstedgårdsvej rigeligt store, og et salg vil hjælpe på avisens trængte økonomi.

Kabelen går op
Entreprenørfirmaet Skanska, der ejer Texaco-grunden, har indtil videre måtte udskyde opførslen af et nyt center på grunden, da der ikke var nogle interesserede lejere.

Men hvis Center for videregående Sundhedsuddannelser køber Fyens Stifttidende falder kabalen på plads. CVU får egnede lokaler til de store sundhedsuddannelser på Fyn, Fyens Stiftstidende får frigjort kapital ved salget og kan flytte tilbage til Odense og på den forfaldne Texaco-grund kan der omsider blive opført et nyt center.

Men hvis kabalen skal gå op, skal det ske inden 1. juli. Odense Kommune vil nemlig købe Texaco-grunden tilbage fra Skanska, hvis ikke de har præsenteret kommunen for et holdbart projekt på grunden.

Ved du noget? Så send os et tip