I det fynske folks tjeneste

Fyn fik ikke Melodi Grand Prix

København skal være vært for næste års Europæiske Melodi Grand Prix. Stedet bliver Refshaleøen.

Siden Emmelie de Forest og Danmark vandt Det Europæiske Melodi Grand Prix i Malmø har forberedelserne til næste års Grand Prix-fest været i fuld i gang.

Ikke mindst i en række danske byer, som har ønsket at lægge by og arena til den store begivenhed.

Nu er afgørelsen så faldet. Det bliver København, som bliver værtsby og skal tage imod de mange tusinde gæster fra hele Europa.

B&W-hallerne på Refshaleøen bliver rammen om det store musikshow den 10. maj næste år samt de to semifinaler den 6. og 8. maj, oplyser DR.

De gamle og historiske skibsværftshaller på Refshaleøen i Københavns Havn er "en enestående mulighed for at skabe nogle nye rammer for showet og revitalisere det med respekt for traditionerne", som det hedder i pressemeddelelsen fra DR

- Med valget af B&W-hallerne på Refshaleøen er vi godt på vej til at folde den mest nyskabende arena ud nogensinde, siger Pernille Gaardbo, som er DR's hovedansvarlige for melodigrandprixet.

- Det er vores ambition at forny showet i både form og indhold, så det bliver en nutidig opdatering med respekt for traditionerne.

- B&W-hallerne på Refshaleøen giver os muligheden for at skabe et unikt show, fordi vi selv kan præge rammerne indenfor. Hallen giver os nogle kreative muligheder, der passer til vores ambitioner, siger hun.

Jan Lagermand Lundme, chef for selve Eurovision-showet, vil arbejde på at bringe showet meget tættere på seerne og publikum. Hvem er de medvirkende, hvad har de på spil for deres land, og hvad er deres musikalske afsæt?

- Ud over at lave et flot show vil vi tage seerne med bag de glittede postkort fra deltagerlandene og i højere grad end tidligere portrættere kunstnerne og fortælle deres historier, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip