Fyn ligger øde hen

Fynboerne har i stort omfang lyttet til politiets advarsler og holder sig indendøre, mens Bodil raser.

Gaderne ligger øde hen de fleste steder på Fyn. Normalt vil vejene i de store byer på Fyn være præget af trafikpropper og mange mennesker midt i myldretiden.

Men politiets advarsler om at holde sig indendøre er blevet hørt.

- Vi kan se på vores overvågningskameraer, at der næsten ingen trafik er. Også på motorvejen er der ganske få biler, siger vagthavende ved Fyns Politi.

Endnu har Fyns Politi ingen meldinger om personskader eller alvorlige materielle skader. Falck har indtil haft otte udkørsler på Fyn - ingen dog alvorlig.

- Vi har fået meldinger om væltede træer og flyvende tagsten, men endnu er det slet ikke i samme omfang som i oktober, siger vagthavende.

På Sydfyn er omkring 50 personer foreløbig blevet fanget af lukkede broer. På indkvarteringsstedet på Tåsinge har 24 personer foreløbig indlogeret sig, mens henholdsvis 15 og 10 har taget mod tilbuddet om indlogering på Langeland og i Svendborg.

Frivillige hjemmeværnssoldater er indsat til støtte for politiet og andre myndigheder flere steder på Fyn.

Sidst på eftermiddagen blev der indsat frivillige hjemmeværnssoldater ved Langelands- og Svendborgsundbroen, ved Lillebælts- og Storebæltsbroerne.

Hjemmeværnets repræsentanter i politiets tre beredskabsstabe i landsdelen forventer flere indsættelser i løbet af aftenen og natten.

Stormen ventes at kulminere på Fyn omkring klokken 19.

Oversigt

    Oversigt