Fynbo i Tyrkiet: Vi fortsætter vores ferie

TV 2/Fyn-medarbejderen David Moritz befandt sig meget tæt på kupforsøget i Tyrkiet. Læs om hans oplevelser her.

Tusindvis af danskere befinder sig fortsat i Tyrkiet, som fredag aften og natten til lørdag var udsat for et kup-forsøg mod præsident Erdogan.

Midt i begivenhedernes centrum befinder sig en af TV 2/Fyns medarbejdere, grafikeren David Moritz. Han, kæresten og kærestens familie bor i kort afstand fra parlamentet i Ankara, som var kupforsøget udgangspunkt.

TV 2/Fyn har via de sociale medier haft forbindelse med David Moritz lørdag formiddag. Han og familien har det godt og fortsætter ferien. Det betyder, at familien forlader Ankara og som planlagt sætter kursen mod et lejet sommerhus på landet.

David Moritz oplevede således kupforsøget på nærmeste hold:

Hvordan oplevede du det i nat? 

- Vi sad på en restaurant da der pludselig begyndte at flyve jetfly meget lavt hen over os. Vi sprang kaffen over og kørte direkte hjem, fordi det er ikke normalt. Vi så adskillige fly på vejen.

- Her i lejligheden har vi en god udsigt og kunne se at alle folk pakkede sammen og kørte hjem - normalt har butikker og caféer åbent til klokken 02.00 - klokken var 22 og vejene var i færd med at blive lagt øde. 

- På fjernsynet var der billeder af broen i Istanbul, og rygterne svirrede på twitter. 

- Flyene fløj virkeligt lavt og gav højlydte brag når de brød igennem lydmuren lige over os. Vi så kampvogne komme rullende ned ad gaden, men heldigvis var der ikke noget ballade her hos os. 

- Da klokken blev 23.40 lød der et markant højt brag som rystede lejligheden og små objekter faldt fra borde. Alle bilalarmer og butikkernes alarmer gik igang langs hele gaden. 

- Vi bor cirka én kilometer fra parlamentet, men kan ikke se det da der er en bygning i vejen, men vi kunne se røg fra parlamentets retning. 

Udsigten fra hvor David Moritz og hans rejsefæller opholder sig i Ankara. Parlamentet ligger der, hvor pilen peger.
Udsigten fra hvor David Moritz og hans rejsefæller opholder sig i Ankara. Parlamentet ligger der, hvor pilen peger.
Foto: David Moritz

- Næsten en time senere var der mindst to højlydte brag igen fra samme retning. Resten af natten var præget af eksplosioner, lyd af skud og helikoptere. Sidste voldsomme eksplosion oplevede vi klokken 04.24. Og lyden af et højkaliber maskingevær blev den sidste egentlige kamp-lyd der vækkede os, fordi den føltes ret tæt på. 

Hvordan vil du beskrive situationen lige nu?

- Der hvor vi er er der ukarakteristisk roligt nu. Trafikken er cirka 1/50 af hvad den plejer at være, så folk holder sig stadig hjemme. 

- Der har været flere jets i luften i dag, men det lader til at være stilnet af, ihvertfald i vores område. 

Gaderne i Ankara er nærmeste mennesketomme. Billedet her taget ud af vinduet, hvor David Moritz opholder sig.
Gaderne i Ankara er nærmeste mennesketomme. Billedet her taget ud af vinduet, hvor David Moritz opholder sig.
Foto: David Moritz

Får oplevelsen/situationen nogen betydning for din "lyst" til fortsat at holde ferie i Tyrkiet? 

Nej, vi fortsætter planmæssigt og holder os væk fra alle store offentlige pladser og forsamlinger og turistattraktioner.

- Det gjorde vi allerede i forvejen.

Live fra Ankara

I nat var David Moritz igennem live på TV 2. Her berettede han om sine oplevelserne alt i mens bomber bragede i baggrunden. Du kan se klippet her.

Og igen til morgen var David Moritz igennem fra Ankara, hvor han fortæller om, hvordan han har oplevet natten og morgenen. Du kan se klippet her.

Oversigt

    Oversigt