Fyns Politi rykker ind på Tinderbox

En særlig politibutik på festivalpladsen skal øge sikkerheden ved Tinderbox.

Politiet flytter ind, når Tinderbox de kommende dage brager ud over Tusindårsskoven i Odense. Gennem festivalens tre dage vil Fyns Politi være til stede med en mobil politibutik på festpladsen.

- Udviklingen i verden omkring os betyder, at vi løbende vurderer på sikkerheden i forbindelse med arrangementer og events, hvilket selvfølgelig også gælder under Tinderbox. Det handler om at skabe tryghed under Tinderbox, så alle får tre gode og hyggelige dage med musik og fest, siger politiinspektør Lisbeth Fried.

På Tinderbox vil der være en række sikkerhedsmæssige tiltag, hvor nogle vil være synlige og andre mindre synlige.

Fyns Politi og Tinderbox opsætter sammen blandt andet en række fartdæmpende sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre køretøjer i at køre ind på pladsen.

- Vi opfordrer alle på festivalen til at være opmærksomme på adfærd og forhold, de synes virker unormale. Hvis nogen ser noget sådant, skal de enten ringe 114 eller henvende sig til festivalpersonalet eller de politifolk, der er i området. Det gælder selvfølgelig også, hvis nogen generelt har brug for politiets hjælp, lyder det fra Lisbeth Fried.

Arrangørerne af Tinderbox forventer omkring 35.000 gæster hver af de tre dage. Festivalpladsen åbner torsdag kl. 13.00, fredag og lørdag kl. 12.00. Alle dage lukkes pladsen kl. 2.30.

Oversigt

    Oversigt