Bliv klar til Tinderbox: 10 gode råd inden festivalen

Torsdag springer Tusindårsskoven ud i fuld flor, når Tinderbox begynder. Vi har samlet alt, du behøver at vide, inden du tager af sted.

Måske er det første gang, du skal på Tinderbox, eller måske er du en garvet festivalgænger, der bare har glemt alt det praktiske fra sidste år i takt med, at øllene flød indenbords. 

Fortvivl ej. Vi hjælper dig gerne. 

Vi har nemlig samlet de 10 bedste råd og guider dig til at pakke tasken rigtigt, inden du skal af sted på festival - og så et lille bonus råd: husk dankortet. Tinderbox er en kontantløsfestival. Er du ikke tryg ved at rende rundt med dankortet, kan du i stedet indbetale kontanter og få udleveret et værdikort, der er gyldigt betalingsmiddel i barene.

Pak badetøjet

1: Husk bare både regntøj og solbriller. Vejrudsigterne svinger, og meteorologerne kan endnu ikke blive helt enige om, det er solen eller regnen, der vil dominere mest. Torsdag er der risiko for en del regn, mens det nogenlunde skulle holde tørt resten af festivalen. 

2: Skal du ud til Tusindårsskoven fra centrum af Odense, kan du for en flad 20'er blive kørt næsten lige til døren af Fynbus - og du kan køre frem og tilbage, lige så tosset du vil i 24 timer. Med cirka et kvarters mellemrum vil der køre shuttlebusser i pendulfart mellem banegården og festivalpladsen. 

3: Vil du hellere gå, anbefaler Tinderbox, at du går ad ruten Fænomenalen. Her underholder DJ's, og du kan tage en "vi er på vej"-drink i loungeområder langs ruten. 

Ruten til Tinderbox er spicet op med DJ's og lounges.
Ruten til Tinderbox er spicet op med DJ's og lounges.

Cykler du ud til Tusindårsskoven, kan du med fordel indlevere den til cykelparkering i Cykelbox til venstre for hovedindgangen. Der er du (måske) sikker på, du kan finde den igen. Holder du foran eller i nærheden af indgangen på Falen, er der risiko for, at du end ikke kan finde cyklen ædru. Af sikkerhedsmæssige årsager bliver cyklerne nemlig fjernet. 

4: Husk badetøjet! For første gang i Tinderbox' treårige levetid er de våde bassiner i Friluftsbadet åbne til en dukkert. Glemmer du det alligevel, eller er der ikke plads i tasken, kan du leje et par badeshorts eller en badedragt.

5: Madpakker og paraplyer behøver slet ikke optage plads i rygsækken. Du må nemlig alligevel ikke have dem med ind. Til gengæld kan du med fordel stikke en solcreme ned blandt et par ekstra sokker og en varm trøje.

6: Du må gerne tage en tom vandflaske med gennem indgangen og fylde den med vand fra en af vandposterne. Og nej, du kan ikke snige klar alkohol med ind.

Hvilken selfiestang har du?

7: Bliver tasken med ekstratøj for tung, kan du for 30 kroner indlevere den til en bemandet garderobe. Så behøver du heller ikke bekymre dig om, at det tørre tøj når at blive gennemblødt, inden du får glæde af det.

8: Når du gerne vil have et billede af dig og alle vennerne med Kim Larsen og Kjukken i baggrunden, skal du sikre dig, at din selfiestang ikke er lavet af metal. Så når den nemlig ikke engang frem til koncerten. Den vil ligge inddraget oppe ved indgangen. 

9: Løber mobilen tør for strøm, behøver du ikke fortvivle og panikke. GoVolt lader den gerne op for dig på festivalpladsen.

10: Taber du din iphone, glemmer du dine sko, eller mister du jakken, kan du være heldig, at tingene samles op af det venlige frivilligcrew. Fra tirsdag den 27. juni kan du i så fald hente dine glemte sager ved Dalum IF på Dalumvej 95 D, 5220 Odense SV. Kommer du først i tanke om, at nøglerne ikke kom med hjem fra festival efter den 29. juni, skal du henvende dig på hittegodskontoret hos Fyns Politi. 

Oversigt

    Oversigt