Fyns Politi: Sådan gik Generator

Festivalen Generator, der afvikles fra torsdag til søndag formiddag, har ikke genereret overarbejde til Fyns Politi.

Fyns Politi var forberedt på, at studiestartsfestivalen Generator kunne have betydet flere anmeldelser og anholdelser. Men selvom både almindelige patruljevogne og betjente på cykler patruljerede rundt i centrum af Odense, har politiet ikke haft mere travlt end på en almindelig weekend.

- Vi havde måske forventet, at det havde genereret noget, men vi har mig bekendt ikke fået nogle anmeldelser. Der kan altid komme efteranmeldelser, men som udgangspunkt har alt været roligt, fortæller Milan Holck Nielsen, vagtchef ved Fyns Politi.

Flere tusinde har festet

Festivalen begyndte at pumpe musik ud over Odenses gader torsdag og først søndag formiddag hives højtalerne ud af stikkene.

- Det er dejligt, når det kan afvikles i fred og fordragelighed, siger Milan Holck Nielsen, der samtidig fortæller, at festivalen har været en positiv oplevelse for politiet. 

Både fredag og lørdag anslås det, at op mod 3.000 unge har festet i gaderne.

Det er første gang, at gadefesten Generator afholdes i Odense. Tidligere har et lignende arrangement kaldet Karrusel budt nye studerende velkommen med en gadefest i starten af september. 

Fredag var blandt andre Ruken Mane Kirkan og Camilla Poulsen til Generator. Selvom det regnede festede de med flere tusinde i Odenses gader
Fotograf: TV 2/FYN

Oversigt

    Oversigt