I det fynske folks tjeneste

Ingen penge til Karrusel: Lokalforening overtager studiestartsfest

Odenses studiestartsfest, Karrusel, får en ny lokal arrangør som skal være med til at skyde studiestarten i gang efter sommerferien. Foreningen hedder ”We Celebrate Odense” og får stor støtte fra Odense Kommune til at skabe en af Odenses største events.

Studiestartsfesten Karrusel skal ikke længere hedde Karrusel. Festlighederne får ny arrangør og kommer fremover til at skifte navn til Generator. Foto: Jonathan Kjærgaard

Når studiestartsfesten bliver skudt i gang efter sommer, bliver det foreningen We Celebrate Odense, som kommer til at stå bag arrangementet.

Dermed stopper Odense Kommunes Økonomiudvalg samarbejdet med Karrusel ApS, som i de seneste fire år har stået for festlighederne. 

Og med nye arrangørere følger et nyt navn. Fra nu af kommer Karrusel til at hedde Generator.

We Celebrate Odense er en lokal forening, der er stiftet af Studenterhuset, Posten, Ungdomshuset og Warehouse Festival, og har stor erfaring med at arrangere events. Odense Kommune er derfor ikke i tvivl om, at foreningen kan løfte opgaven.

Læs også Manglende støtte risikerer at lukke fynsk gadefestival

- Vi er stolte over at få opgaven med at skabe studiestartsfesten i Odense. Vi glæder os til at skabe en kæmpe fest for byens studerende og sætte vores markante præg på byen den første weekend i september. Festen kommer til at hedde Generator, fordi arrangører, græsrødder og studerende sammen vil generere fest, fællesskab og kreativitet, siger Anja Følleslev, der er formand i We Celebrate Odense.

Kommunalt tilskud

We Celebrate Odense får en økonomisk, kommunal indsprøjtning på 1,5 millioner kroner i 2018 og en sponsoraftale på 200.000 kroner årligt fra 2018 til 2020, som skal bruges til at sætte festen i gang.

Det er et enigt økonomiudvalg, som står bag beslutningen om at inddrage foreningen i at arrangere studiestartsfesten, som dette år kommer til at ligge fra torsdag den 6. september til lørdag den 8. september.

Aftalen mellem Odense Kommune og We Celebrate Odense er nu blevet underskrevet, og foreningen skal indtil videre stå for at arrangere Generator de næste tre år. Der er desuden også tale om yderligere et arrangement, som skal ligge omkring vinterens studiestart.

Læs også Karrusel er helt sin egen