I det fynske folks tjeneste

Fynsk skole tester alle elever for narko

Fynsk produktionsskole vil teste alle elever for narko. 30 elever er foreløbig blevet testet - og 12 af prøverne viste spor efter narko.

12 unge ud af en testgruppe på 30 fra Søndersø Produktionsskole på Nordfyn er for nylig blevet afsløret i at have røget hash eller taget andre stoffer. Den direkte konsekvens er, at eleverne skal acceptere behandling eller forlade skolen, skriver Fyens Stiftstidende.

Produktionsskolen er netop gået i offensiven mod stofmisbrug,og alle elever skal lade sig teste for stoffer. De første 30 af skolens cirka 100 elever har aflagt en urinprøve. Her stod det klart, at 12 af de 30 unge havde rester af stoffer i kroppen.

Det kom som en negativ overraskelse for skolen.
- Det kan vores troværdighed ikke holde til. Og vi vil kun have elever, der ønsker at lære noget, når de er her, siger skolens vejleder Kasper Bøg.

De 12 unge, der er testet positiv, skal nu møde op til samtale med en vejleder hos Rusmiddelcenter Odenses ungeafdeling.

- Disse unge skal tilbydes hjælp, og her på skolen er vi indstillet på at bakke de unge et hundrede procent op, medmindre de selv melder fra, siger Kasper Bøg.

På Søndersø Produktionshøjskole gør man sig klar til at teste de resterende elever, når vinterferien er forbi. Og ved alle fremtidige indskrivninger på skolen, skal eleverne erklære sig parat til at give en urinprøve.

/ritzau/