I det fynske folks tjeneste

Fynsk undersøgelse af knogleskørhed hos mænd

En stor fynsk undersøgelse skal opklare, hvorfor flere og flere mænd får knogleskørhed. Undersøgelsen omfatter 32.000 fynske mænd i alderen 60-74 år og kommer til at vare 10 år. De første 10.000 breve er på vej ud i disse dage.

-

Mindst 10.000 fynske mænd lider af knogleskørhed og 10 - 15 procent af alle mænd over 50 år pådrager sig knoglebrud på grund af sygdommen. Og der bliver flere og flere.

Hos to ud af tre er årsagerne ukendte. Derfor vil forskere på Odense Universitetshospital nu gennemføre en storstilet spørgeskemaundersøgelse.

10 års studier
I første omgang vil de 32.000 fynske mænd blive bedt om at besvare et spørgeskema. Senere bliver de indbudt til knoglescanning og andre undersøgelser.

De første resultater ventes om tre år, men undersøgelsen er først færdig om 10 år.

Knogleskørhed, der typisk fører til brud på ryggen eller hofterne, koster samfundet tre milliarder kroner om året, og hvis der ikke gøres noget vil antallet af hoftebrud blive fordoblet de kommende 50 år.