To fynske bortførere er fortsat på fri fod

Fyns Politi leder efter to mænd, der natten til mandag truede en 27-årig mand på livet, holdt ham fanget i flere timer og krævede 400.000 kroner af ham.

To mænd er fortsat på fri fod efter, at de natten til mandag holdt en 27-årig mand fanget i bagagerummet af en bil og forsøgte at afpresse ham for 400.000 kroner.

De to anses for at være hovedmændene i sagen, hvor en tredje 24-årig mand - der angiveligt fungerede som chauffør og lokkedue for den 27-årige - er anholdt og tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør.

Ifølge anklageskriftet lokkede den 24-årige chauffør klokken 4.30 natten til mandag den 27-årige med til en OK Benzintank i Søndersø på Nordfyn. Her ventede de to øvrige formodede gerningsmænd på dem, og politiet mener, at den 24-årige vidste, at den 27-årige skulle afpresses for 400.000 kroner.

Den 27-årige blev slået flere gange i baghovedet med en flaske, truet med at blive skudt i foden og truet med at blive slået ihjel, inden han blev smidt ned i bagagerummet af en bil og kørt til et hus i Hårslev på Nordfyn. Den 27-årige blev i længere tid liggende i bagagerummet, men blev også truet med en motorsav.

Omkring klokken 7.45 lykkedes det ham at slippe væk og få fat i en lastbilchauffør, der kunne ringe til politiet.

Klokken 20.42 mandag aften blev den 24-årige mand anholdt, og han er sigtet for medvirken til afpresning, legemsangreb af særlig farlig karakter og kvalificeret frihedsberøvelse.

Han var iført en sort trøje og gråbrune håndværkerbukser og nægtede sig skyldig under grundlovsforhøret.

Men han blev tirsdag varetægtsfængslet til 12. januar.

Politiet kender identiteten på de to øvrige eftersøgte mistænkte i sagen.

Oversigt

    Oversigt