I det fynske folks tjeneste

Fynske Janteknusere udkåret

Tuco Yachtværft i Faaborg, firmaet SvendX i Ringe og kunstneren Karsten Auerbach fra Faaborg blev torsdag belønnet for at have brudt Janteloven. De er dermed også udnævnt som fynske kandidater til landspriserne, der uddeles til november.

Tre fynske iværksættere har brudt Janteloven

Tuco Yachtværft i Faaborg, firmaet SvendX i Ringe og kunstneren Karsten Auerbach blev torsdag belønnet for at have brudt Janteloven. De er dermed også udnævnt som fynske kandidater til landspriserne, der uddeles til november.


Erhvervsfremmestyrelsen står bag kåringen af årets Janteknusere, og det sker i tre kategorier:



  • Janteknuserprisen går til en iværksætter, som har gjort en interessant indsats for at bryde Janteloven
  • Jante-livsstils-prisen går til en iværksætter, der midtvejs eller sent i livet er brudt ud og har startet en ny karriere.
  • Jante-kultur-prisen går til en iværksætter, der har startet virksomhed indenfor kulturelle erhverv.

De fynske kandidater


Tuco Yachtværft i Faaborg bygger lystbåde. Firmaet blev startet for tre år siden af Jonas Pedersen og Jacob Frost, der begge er 25 år. Dengang var de alene to. I dag har de 33 ansatte. Derfor er de indstillet til Janteknuserprisen på 100.000 kroner.


SvendX i Ringe opstod efter at ejeren, Svend Aage Jensen i mange år havde repareret røntgenudstyr for sygehuse. Han opfandt en ny blænde til røntgen og satte den i produktion. Det indstiller ham til Jante-livsstil-prisen på 25.000 kroner.


Kunstneren Karsten Auerbach er indstillet til Jante-kultur-prisen på 25.000 kroner, fordi han bruger sin billedkunst som led i at udvikle virksomheders organisation.


10 iværksætterbud


Meningen med det hele er at fremme iværksætterkulturen herhjemme og knuse Janteloven. Det sker bl.a. med priserne, men også med 10 iværksætterbud:



  • Jeg tror på mig selv
  • Jeg banker i bordet
  • Jeg tør stikke næsen frem
  • Jeg fortsætter selvom første forsøg kikser
  • Jeg tør tage en chance
  • Jeg stoler på mine ideer
  • Jeg tager imod råd og vejledning
  • Jeg tør sætte noget igang og gå forrest
  • Jeg udfordrer pessimisterne
  • Jeg vil være Janteknuser mindst en gang i mit liv

Janteknuserpriserne uddeles d. 7. november i Vega i København.