Fynske Øffert føder fem - måske - nye tv-stjerner

Minigrisen Øffert, der er kendt fra julekalenderen Tinkas Juleeventyr, har fået fem friske unger.

Under varmelampen og helt tæt sammen ligger fem nyfødte minigrise. De er kommet til verden i stuen lidt uden for Vissenbjerg.

Her bor Else Marie Kristensen, der opdrætter svensk/canadiske minigrise, og med tilføjelsen af de fem nye unger har hun nu 16 minigrise i alt. 

Det er første gang den nu to år gamle Øffert har fået unger. Og ifølge Else Marie Kristensen gik fødslen helt perfekt.

- Det gik så fint. Hun var så dygtig. Hun byggede jo en kæmpe rede inde i stuen af tæpper, puder, aviser og alt, hvad hun kunne få fat i, fortæller den selvudnævnte griseentusiast.

Den sjette døde

Faktisk fødte Øffert - eller Gitte Øffesen - som hun rigtigt hedder, seks unger, men en af dem døde. Noget der ifølge Else Marie Kristensen er helt normalt. 

Men de fem unger, der overlevede har det godt. Og når moren nu er en tv-stjerne, så er Else Marie Kristensen overbevist om, at ungerne også kan se frem til et liv i rampelyset.

- Jeg er overbevist om, at der er født fem nye tv-stjerner. Det er da de yndigste små grise, så der skal nok være nogen film eller reklamer, de kan komme til at spille med i, siger Else Marie Kristensen. 

Selvom Else Marie Kristensen er rigtig glad for de nyfødte unger, regner hun ikke med at beholde alle minigrisene.

Oversigt

    Oversigt