I det fynske folks tjeneste

Fyrværkerisalget bliver en fuser

Fyrværkerisalget er kommet sent i gang, så der venter et par hektiske dage op til nytår med stor risiko for, at butikkerne hurtigt må melde udsolgt.

-


Fyrværkerisalget er kommet sent i gang, så der venter et par hektiske dage op til nytår med stor risiko for, at butikkerne hurtigt må melde udsolgt.

Salget af nytårsfyrværkeri tegner til at blive en fuser i år. De nye skærpede regler efter Kolding-branden betyder, at en række forhandlere har opgivet salget.

Andre er kommet langt senere i gang med salget, som er blevet noget nær et logistisk mareridt med løbende leveringer. Samtidig er det vanskeligt at opdrive traditionelle hits blandt de yngste fyrværkerientusiaster f.eks. heksehyl, faldskærmsraketter og knaldperler.

Direktør for L.C.H import i Nordjylland, Lars Schou Hansen, der er talsmand for Fyrværkeribranchen, vurderer, at fyrværkerisalget på årets sidste dage bliver hektisk med udsigt til kø og udsolgte raketter.

En af dem, der har bokset med de nye regler, er butikschef Jens Hansen fra Jem & Fix i Svendborg. Han forventer kun at nå halvdelen af sidste års omsætning - og med langt mindre fortjeneste på fyrværkerisalget, der har måttet rykke knap syv kilometer uden for byen. I år har butikken kun tilladelse til at opbevare et ton fyrværkeri mod tidligere ti ton.
/ritzau/