I det fynske folks tjeneste

GOG sætter kurs mod avancement med sejr over schweizere

Efter søndagens sejr over Kadetten fra Schweiz har GOG otte point for fem kampe i Champions League.

Mathias Gidsel scorede to og lagde op til to, da GOG søndag vandt 35-30 over schweiziske Kadetten Schaffhausen. Foto: Carsten Bundgaard / Ritzau Scanpix

Håndboldklubben GOG kan se tilbage på den første halvdel af gruppespillet i Champions League med stor tilfredshed.

De danske vicemestre vandt søndag 35-30 hjemme over Kadetten Schaffhausen fra Schweiz og tog dermed sin fjerde sejr af fem mulige.

Det rækker til en aktuel førsteplads i gruppen, men senere søndag kan rumænske Dinamo Burucesti generobre gruppens trone i sin udekamp mod Wisla Plock fra Polen.

Læs også Denmark Open-finale afbrudt af evakuering

GOG har kæmpet med at finde formen i den hjemliga liga og måtte tidligere på ugen se sig besejret på hjemmebane af Sønderjyske.

Men i Champions League har pointhøsten med undtagelse af en svær udekamp i Bukarest været maksimal.

Et tændt hjemmehold tog da også teten fra start i søndagens hjemmekamp mod Kadetten. Kadetten scorede til 1-1, men derfra var schweizerne bagud i hele kampen.

Det blev hurtigt 4-1 og 5-2, og kort efter kastede Lasse Møller bolden i et frit mål til 7-3.

GOG holdt kadencen til pausen, hvor fynboerne var foran med tre mål, og i anden halvleg blev afstanden blot endnu større.

I målet gjorde den islandske målmand Viktor Gisli Hallgrimsson livet surt for de schweiziske skytter, og gæsterne sakkede længere og længere bagud.

Læs også Vender hjem: GOG henter landsholdsprofil

I den anden ende havde en flok effektive GOG-skytter ikke de store problemer med at score.

Blandt andre Oscar Bergendahl, Stig Moen og Emil Jakobsen sluttede kampen med høje afslutningsprocenter, og sidstnævnte scorede på sit tredje straffekast af tre mulige til 28-23, da schweizerne forsøgte at nærme sig.

Med syv minutter igen og foran med seks mål mindede GOG-træner Nicolej Krickau sine spillere om, at målscoren kan vise sig at blive vigtig.

Det endte dog ned en femmålssejr i hallen i Gudme. Holdene mødes igen om to uger.

Gruppens to bedste hold går videre til playoffkampe om pladser i ottendedelsfinalerne.