Håber cannabis mod smerter gøres lovligt

Hver dag må 5000 fynboer ud på det illegale marked for at skaffe cannabis til at dulme smerter fra sygdom. Marianne Højggaard Jensen fra Bogense er en af dem.

Medicinsk Cannabis Forening Danmark kæmper for at få legaliseret cannabis i medicinsk øjemed. Og i dag var der debat i Folketinget om netop det emne.

Det glæder Marianne Højgaard Jensen fra Bogense, der ryger cannabis dagligt mod smerter. Hun er træt og stresset over at blive kriminaliseret på grund af et stof, der hjælper hende til at få det bedre.

En fejlslagen operation i 2006 beskadigede Marianne Højgaard Jensens nervevæv, så hun i dag lider af konstante smerter. De første år tog hun 28 forskellige smertestillende præparater, men hendes tilstand blev ikke bedre, og hun har udviklet svære spasmer, som ordinær medicin ikke kan afhjælpe. Derfor begyndte hun for fire år siden at bruge cannabis, der rent faktisk har en effekt på både smerter og spasmer.

- På mange punkter både smører det og lindrer. Det kan ikke helbrede mig, det er ikke et vidundermiddel, men det er et middel, der har rigtig mange positive virkninger for os, siger Marianne Højgaard Jensen.

Marianne Højgaard Jensen er ikke den eneste, der bruger cannabis medicinsk, selvom det er ulovligt i Danmark. Medicinsk Cannabis Forening Danmark anslår, at mindst 50.000 danskere med forskellige lidelser gør det samme.

Derfor var foreningens formanden i dag på Christiansborg, hvor spørgsmålet om cannabis som medicin var til debat.

- Det er en positiv fremgang for vores synspunkter. Jeg kan høre, at der nok skulle kunne findes et flertal for at gå videre med et beslutningsforslag. Så jeg tror, at der endelig sker noget, siger Rikke Jakobsen, der er formand for Medicinsk Cannabis Forening Danmark.

Et flertal i Folketinget uden om regeringen, De Konservative og Socialdemokraterne bakker op om at lovliggøre cannabis som medicin.

Oversigt

    Oversigt