I det fynske folks tjeneste

Handicappede Bente fik råbt kommunen op

00:17

Bente Hansen tilbragte natten i sin kørestol med et skilt foran Rådhuset i Odense: Så mødte rådmanden personligt op.

Efter en lang kold nat foran Odense Rådhus er der foreløbigt kommet en løsning for den handicappede Bente Hansen. Den ansvarlige rådmand Brian Skov Nielsen (EL) mødte her til morgen personligt op for at tale med demonstranten, der har siddet på Flakhaven i sin kørestol siden i går. Efter en times samtale på stedet indvilligede Bente Hansen i at lade sig selv samt en bisidder køre til møde hos Ældre- og Handicapforvaltningen klokken 12.

Bente Hansen demonstrerer mod de løbende forringelser, hun mener, der har været gennem hendes 27 år som handicappet. Hun understreger imidlertid også, at det ligeså meget er for at få bedre forhold for andre i hendes situation.

Brian Skov Nielsen fortæller, at han forstår hendes frustration over gang på gang at blive ramt af besparelser, og han håber nu, at de i fællesskab kan finde en løsning.

- Jeg oplever, at Bente er bekymret for de besparelser, som regeringen tvinger os ud i, og det er en bekymring, jeg deler, siger Brian Skov Nielsen og fortsætter:

- Nu skal vi have kigget på Bentes konkrete sag, fundet ud af hvad der er op og ned og få hende videre. Hun skal ikke sidde her længere.

Bente Hansen mener, at de forhold kommunen byder hende, ikke længere gør det muligt at leve et rimeligt liv.

- Hvis ikke jeg vidste, at jeg bor i Danmark, ville jeg tro, at det var Sydafrika, for det kan ikke blive værre, fortalte hun i aftes TV 2/FYN.

Bente Hansen satte sig derfor i protest sin kørestol foran Rådhuset med et skilt med ordene SOS – Omsorgssvigt: 

- Jeg sidder her også, hvis det skal koste mig livet. Så vil det måske hjælpe andre.

Hvis ikke Bente Hansen og forvaltningen finder en løsning, kan hun vælge at sætte sig på Flakhaven igen.

- Det er et frit land og lovligt at demonstrere. Vi vil bare sikre os, at hun ikke sidder og er syg, fortæller Vagtchef hos Fyns Politi Hans Frederiksen.

Bente Hansen er 51 år. Som ung psykologistuderende var hun i praktik på Odense Sygehus, hvor hun var involveret i en elevatorulykke, som sendte hende i kørestol.

01:58

Brian Skov Nielsen på Flakhaven efter at have talt med Bente Hansen.

Luk video

 

00:59

TV 2/FYN's indslag om Bente Hansen fra tirsdag aften.

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip