Helikopter og hunde ledte efter 25-årig

En yngre retarderet mand stak af under en gåtur ved Odense Fjord. Han nåede dog hjem, inden en helikopter og fire hundepatruljer fandt ham.

Såvel en helikopter som fire hundepatruljer var lørdag aften ude for at lede efter en 25-årig retarderet mand på vestsiden af Odense Fjord.

Manden var ude at gå med sin far omkring kanalen ved Stige langs fjorden, da han pludselig stak af. Faren kontaktede politiet, som straks sendte en hundepatrulje af sted.

- Men da vi så får oplyst af faren, at manden godt kan finde på at tage sit tøj af og gå ud at bade, vælger vi at rekvirere en helikopter, årstiden taget i betragtning. Den var i luften klokken 20.15, og vi tilkaldte også tre andre hundepatruljer, fortæller vagtchefen ved politiet i Odense.

Men netop som den store eftersøgning skulle til at gå i gang for alvor, kom meldingen om, at den 25-årige af egen drift var vendt hjem til bopælen.

Omtrent samtidig fik politiet melding om, at en 84-årig dement dame fra et plejehjem i det nærliggende Otterup var gået hjemmefra. Også her gjorde politiet klar til at indlede en eftersøgning, da plejehjemmet kunne meddele, at kvinden var vendt tilbage.

Oversigt

    Oversigt