Hjælp til indpakning forhindrer julestress

HK Ungdom Midt pakker julegaver ind i Rosengårdcentret for at hjælpe stressede medlemmer.

- Folk er rigtig glade for, at vi er her.

Sådan svarer Julie Christensen på spørgsmålet om, hvordan Rosengårdcentrets travle julehandlende tager i mod hende.

Hun står sammen med 5 kollegaer fra HK Ungdom Midt og pakker julegaver ind.

- Vi står her for at hjælpe vores medlemmer i butikkerne, der godt kan være blive ret stressede, når julehandlen spidser til, siger hun.

Flere butikker har helt droppet at pakke gaver ind, fordi der er for travlt. Her kan Julie Christensen og HK Ungdom give en hånd.

- Vi har fortalt butikkerne, at de bare kan sende folk hen til os. Det er kunderne virkelig glade for, for der kan godt opstå noget negativitet, når man ikke kan få sin julegave pakket ind.

- Så tager vi en snak med dem om, at vores medlemmer godt kan have lidt for travlt i julen, og fortæller at det er derfor, vi er her. Det bliver positivt modtaget, siger Julie Christensen.

- Får man pakket sin gave ind i HK-papir?

- Nej, det er bare helt almindeligt julepapir. Men vi har nogle HK-kuglepenne.

Oversigt

    Oversigt