Hjalleseskolen på kant med loven

Undevisningsministeriet undersøger i øjeblikket, om det er lovligt at udvælge elever til eliteidrætsklasser.

Der er nemlig frit skolevalg i Danmark, og det betyder, at elever frit kan vælge en folkeskole i bopælskommunen, hvis der er plads.

Der er typisk 2-3 gange så mange elever, der søger eliteidrætslinjerne, som der er plads til. Hvis det er de dygtigste elever, der udvælges, så kan det være i strid med folkeskoleloven.

- Det er stærkt problematisk og kritisabelt, at man skal søge om optagelse, siger formanden for Læreforeningen i Odense, Anne-Mette Kæseler Jensen, til Politiken.

Hjalleseskolen reklamerer for eliteidrætslinjen med budskabet "Det er morgendagens stjerner, der optages i klasserne!" Og selvom både Team Danmark og skolerne er yderst tilfredse med klasserne, så frygter Læreforeningen, at optagelseskrav også breder sig til andre uddannelser.

- Hvilken type folkeskole er det, hvor nogen kan blive optaget, og andre får afslag ud fra nogle kriterier om dygtighed?, spørger Anne-Mette Kæseler Jensen.

Udover Hjalleseskolen har 17 øvrige folkeskoler status som idrætsskoler, og modtager støtte fra kommunerne gennem Team Danmark.

Undervisningsministeriet forventer en afklaring om 4-6 uger.

Oversigt

    Oversigt