I det fynske folks tjeneste

Højtuddannede forsvinder fra Fyn

Kun en tredjedel af kandidaterne fra Syddansk Universitet i Odense bliver på Fyn, når de har afsluttet deres uddannelse. Kandidaterne fra SDU-uddannelserne i Sønderjylland får i langt højere grad job i deres lokalområde. Det viser en ny rapport.

Under en tredjedel af kandidaterne fra SDU i Odense bliver på Fyn.

Det er Karrierecentret ved Syddansk Universitet, der har lavet en omfattende undersøgelse af, hvordan det er gået med samtlige kandidater fra SDU fra 1999 til 2005. Undersøgelsen omfatter i alt 3108 kandidater.

Flugt fra Fyn

De højtuddannede i Odense flytter væk. I Sønderborg og Kolding bliver de i lokalområderne.

Samlet set er Syddansk Universitet gode til at fastholde de nyuddannede kandidater i lokalområderne. Næsten halvdelen af kandidaterne får således arbejde i enten Fyns, Ribe eller Sønderjyllands Amter efter endt uddannelse.  Omkring en fjerdedel af de uddannede får job i hovedstadsområdet.

Men der er store regionale forskelle.

I Syd- og Sønderjylland bliver 64 procent af dimittenderne i deres lokalområde. På Fyn er situationen lige omvendt. Undersøgelsen viser, at kun 31 procent får arbejde på Fyn, men 28 procent flytter til København.

Bekræfter formodning

Undersøgelsen er den største og mest grundige der nogensinde er lavet over, hvad der sker med de uddannede fra SDU.

Tallene bekræfter tesen om at det er svært for de højtuddannede at få arbejde på Fyn, og at mange af dem derfor søger væk fra øen efter endt uddannelse. Men undersøgelsens leder påpeger dog at der også er en række andre årsager til at mange nyuddannede ikke bosætter sig på Fyn.

- Den erhvervsmæssige struktur spiller ind. Men samtidig er mange af uddannelserne i Odense rettet mod arbejdspladser og centraladministration i hovedstadsområdet, og derfor er det naturligt at flere søger væk fra lokalområderne i Odense end fx i Sønderborg og Kolding, siger Thorbjørn Hertz Jensen fra KarriereCenteret på SDU.

Thorbjørn Hertz Jensen påpeger samtidig, at der bliver uddannet betydeligt flere kandidater fra Odense end fra Kolding og Sønderborg i forhold til antallet af virksomheder, og derfor er sværere for nyuddannede i Odense at finde et job lokalt.

Borgmesteren tilfreds

Borgmester Anker Boye er tilfreds med at en tredjedel af de færdiguddannede får job på Fyn.

- Der bliver uddannet et meget stort antal i Odense, og jeg synes det er tilfredsstillende, at en tredjedel bliver i byen, når de er færdige. Vi vil gerne have at flere bliver, og det vil vi arbejde med de kommende år, siger Anker Boye(S).

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmesterkandidat Jan Boye(K).

Undersøgelsen bliver fremlagt på en konference på Syddansk Universitet torsdag eftermiddag.