I det fynske folks tjeneste

Hus totalsmadret efter indbrud

To 17-årige mænd gik amok nytårsnat og smadrede et hus i Otterup.

To unge mænd gik tilsyneladende amok i en hærværksrus under et indbrud på Kornvangen i Otterup.

Politiet får en anmeldelse om, at to mænd har begået indbrud på Kornvangen i Otterup lidt i et natten til nytårsdag.

Et vidne ser de to mænd forlade huset på Korvangen, hvorefter de går til et andet hus på samme vej.

- Og vi tager så op og taler med dem, og vi finder forskellige koster hos dem. Den ene modsætter sig anholdelse, og spytter efter den kvindelige betjent, så han får også en §119 (vold mod tjenestemand, red.) med oven i hatten, og han får også lidt peberspray, siger vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi.

Omfattende hærværk

Politiet går over og undersøger huset, de to 17-årige har været inde i, og det viser sig, at de har gjort mere end blot at tage ting fra huset, de selv bor tæt ved.

- Man kan se, at de har muntret sig med en økse som de har hugget ned i alt muligt, og en radiator er blevet revet ud af væggen. De har raseret huset, siger vagtchefen.

Det er endnu ikke opgjort, hvor meget der er ødelagt i huset eller hvorfor de to mænd valgte at smadre det. Politiet afhører de to mænd søndag formiddag.

Ved du noget? Så send os et tip