Boligerne bliver billigere på Fyn - og det vil fortsætte længe

Stigende rente, inflationen og de høje energipriser får de fynske boligpriser til at falde, og sådan vil det fortsætte, spår cheføkonom.

Prisfesten på det fynske boligmarked er ved at være slut.

I lang tid har boligpriserne ellers kun bevæget sig opad, men nu ser de ud til at lide et knæk.

Det mærker ejendomsmægler Kim Toftdahl.

- Hen over sommeren har markedet udviklet sig til at blive lidt forsigtigt, fortæller han.

I årets første kvartal blev der på Langeland givet nedslag i priserne på helt op til 14 procent, og alt tyder på, at husene fortsat vil blive ramt af prisfald i de kommende år.

I en ny analyse spår Nykredit et fald på 4,8 procent på Fyn i 2023.

Den udvikling kan cheføkonom i Nordea, Jan Størup Nielsen, nikke genkendende til.

- Potentielle købere har flere boliger at vælge imellem, og de er også i stand til at presse sælgerne på prisen. Vi ser allerede, at nedslagene er begyndt at stige, og det tror jeg vil fortsætte.

- Hvor det tidligere var sælgerne, der sad med de bedste kort på hånden, så er det nu køberne, der har de bedste kort, siger Jan Størup Nielsen.

For bare få måneder siden var det ifølge ejendomsmægler Kim Toftdahl lige før, at boligerne blev revet af hylderne.

Må bare acceptere priserne

Sådan er det ikke længere, og det skyldes især den stigende rente, inflationen og de høje energipriser.

- Det skaber jo en usikkerhed, og det udmønter sig i, at køberne er lidt afventende, og så ligger boligerne lidt længere tid på markedet, siger ejendomsmægleren.

Har man en bolig til salg, så er Kim Toftdahls bedste råd at tage en snak med sin ejendomsmægler, som kan hjælpe med at finde ud af, hvordan man bedst får solgt sit hus.

Og spørger man cheføkonomen, så er der ikke andet at gøre, end at vænne sig til en mere usikker fremtid.

- Man må nok bare acceptere, at de priser vi havde for et halvt til et helt år siden, de holder ikke vand længere, men for langt de fleste sælgere, så har de allerede en formuegevinst opbygget i deres bolig, fordi priserne er steget så kraftigt, siger Jan Størup Nielsen.  

Mens huspriserne er faldet over sommeren, så ser det stadig godt ud, når det kommer til at sælge fynske sommerhuse.

Oversigt

    Oversigt