OB nægter at tale om krise: - Skal vi bare dø nu?

I OB nægter de at tale om krise, selvom en nedrykning er faretruende tæt på.

De har efterhånden prøvet det nogle gange i OB. At møde ind til træning dagen efter en smertefuld skuffelse.

Mandag prøvede de det så igen. Denne gang efter et nederlag til Superligaens prygelknabe, Hvidovre.

Björn Wesström, fodbolddirektør i OB, erkender, at det er en hård tid, men på en mandag, hvor solen skinner i Ådalen i Odense, har han valgt at se lyst på tingene.

- Vi kan ikke dø nu. Skal vi dø her? Skal vi give op nu? Det er ikke der, vi står. Vi skal gøre vores absolut ypperste for, at vi skal klare det her. Det er opgaven, siger Wesström til TV 2 Sport.

Nederlaget til Hvidovre betyder, at OB nu kun er to point fra Vejle, der ligger under nedrykningsstregen.

Den dystre virkelighed forhindrede heller ikke Søren Krogh i at dukke op til mandagens træning med en optimistisk tilgang til de udfordringer, som klubben i øjeblikket befinder sig i.

- Det er tungt lige nu, men vi er oppe igen, og vi har haft en god dag sammen. Der har været en bred enighed om, at det simpelthen ikke var godt nok.

- Gudskelov har vi stadigvæk mulighed for at afgøre tingene selv. Der er andre hold, der har lignende problemer. Det eneste, vi kan gøre, er at bevare fatningen og arbejde stenhårdt hver eneste dag.

Cheftræneren tilføjer, at truppen har set "en masse video" fra kampen mod Hvidovre og sammen analyseret, hvad der skal gøres bedre.

Er OB i krise?

Uanset hvor positiv en tilgang de har til tingene i OB, kommer vi ikke uden om, at den absolutte katastrofe i øjeblikket rykker nærmere og nærmere.

OB har endnu ikke vundet en kamp på hjemmebane i denne sæson, og siden kvalifikationsspillets begyndelse har de blot formået at skrabe to point til sig.

Strammer jeg den, hvis jeg siger, at OB er i krise?

- Hmm … det er jo igen det her med, hvordan man definerer en krise. To point i fem kampe er ikke godt nok. Om det er krisebarometret, der ringer, det må stå for jeres regning.

Hvordan ser du det?

- Jeg er gået ind i en periode, hvor jeg ikke har brug for at snakke om krise. Jeg vil snakke om, hvad vi kan gøre, og være positiv omkring den energi, vi skal bringe ind i holdet. Jeg har ikke lyst til at bruge det ord.

Bjørn Wesström, der har det øverste fodboldmæssige ansvar i OB, ønsker heller ikke at betegne den øjeblikkelige situation som en "krise".

- Jeg tænker ikke i de baner. Jeg tænker på udvikling, og jeg tænker på, hvordan vi skal tage os an. Jeg tænker ikke på, at vi skal dø. Vi skal arbejde, og det er der, mit fokus er, siger Wesström.

Arbejde hårdere end nogensinde

OB har fem kampe tilbage i denne sæson, og allerede på mandag skal de en tur til Vejle for at spille en af de kampe, der kan ende med at blive definerende for, om de efter sommerferien skal spille i den bedste eller næstbedste række.

Spørgsmålet er så, hvordan de vil sikre sig, at de fortsat er en del af det fineste selskab, når sæsonen går på hæld.

- Vi skal arbejde. Hver dag. Hårdere end nogensinde. Det er den tilgang, vi skal have til det. Som sagt, kan vi ikke lægge os ned og dø, siger Björn Wesström.

Søren Krogh hæfter sig ved, at OB egentlig sluttede godt af i grundspillet, og det er det spil, han nu håber, at de kan finde frem igen til de afgørende kampe.

- Vi skal arbejde stenhårdt, og så skal vi finde nogle relationer igen, og vi skal have noget til at klikke, som vi kan stole på. Det er det, vi skal håbe på og tro på. Drengene arbejder hårdt, og det er det, jeg kan forlange.

Frygter du, I rykker ned?

- Jeg spiller ikke på frygt. Jeg spiller opportunistisk og har egentlig gjort det hele tiden. Jeg tror på, at vi klarer den. Vi skal ikke spille på frygt, men på positivitet, siger Søren Krogh.

OB rykkede senest ud af Superligaen i 1998. Allerede året efter var de tilbage igen.

Oversigt

    Oversigt