Ærlig Hønge: - Hvis man har gjort sig fortjent til en røvfuld, skal man ikke klynke, når man får den

SF’eren Karsten Hønge regner med en kontant reaktion fra vælgerne efter affæren om Europa-mandatet.

Den fynske folketingspolitiker Karsten Hønge (SF) blev 26. maj valgt ind i Europa-Parlamentet med næsten 20.000 personlige stemmer. Men han meddelte kort efter, at han overlod sit mandat til sin blot 21-årige partifælle Kira Marie Peter-Hansen.

Hønge foretrækker nemlig at forblive i Folketinget, og det er ikke muligt at sidde begge steder.

quote Den konsekvens er jeg så også villig til at tage. Hvis man har gjort sig fortjent til en røvfuld, så skal man ikke klynke, når man får den

Karsten Hønge

SF'eren har sidenhen flere gange undskyldt sin ageren i sagen, men han regner alligevel med, at der kommer en reaktion fra de fynske vælgere, når stemmerne efter onsdagens folketingsvalg skal tælles op.

- Ja, det tror jeg faktisk. Jeg kan godt forstå, at der er folk, der er sure og knurrer noget over forløbet. Så det vil da være mærkeligt, hvis det ikke fik en konsekvens, siger Karsten Hønge.

Den eventuelle vælgerlussing tager SF’eren med helt oprejst pande.

- Og så er mit glade budskab, at den konsekvens er jeg så også villig til at tage. Hvis man har gjort sig fortjent til en røvfuld, så skal man ikke klynke, når man får den, siger Karsten Hønge.

Han erkender, at forløbet omkring mandatet, der kom og gik, langt fra har været kønt.

- Det har været noget rod. Det er ærgerligt at se på – både for SF og for mig personligt. At vi ikke kunne finde ud af at håndtere det bedre, det må jeg sige. Det er ikke det mest elegante, vi har lavet, siger Karsten Hønge.

Håber på flot SF-valg

Nu er mere end fire ugers dobbeltvalgkamp overstået for SF’eren, og tilbage er nu blot at afvente vælgernes vurdering. Karsten Hønge kommer dog ikke til at kede sig, mens han venter på de endelige stemmetal.

- Jeg har simpelthen sparet op derhjemme. Græsset har jeg med vilje ladet vokse ret højt. Så det skal klippes i dag. Så kommer jeg af med noget energi, siger Karsten Hønge.

Han håber meget på, at der for SF bliver noget at fejre i aften.

- Det ser jo fornuftigt ud på to fronter. Hvis vi skal tro på målingerne, ser det jo ud til, at vi får et af de mest venstreorienterede valg i årtier i Danmark. Det bliver en fest. Og så er der jo også meget, der tyder på, at SF får en større folketingsgruppe, siger Karsten Hønge, der dog ikke tør fejre noget som helst endnu.

- Nu skal vi jo ikke pelse bjørnen, før den er skudt, for det giver dybe rifter og bidemærker. Men det er svært at holde humøret nede på en dag som i dag. Det tegner godt for Danmark, siger Karsten Hønge, der torsdag formiddag selv stemte i TPI-hallen i Odense.

 

Oversigt

    Oversigt