I det fynske folks tjeneste

Ikea stopper salg af kødboller i Danmark

Ikea stopper salget af kødboller i alle butikker.

Al salg af kødboller stoppes i Ikea Danmark. Det sker, mens kødbollerne testes for hestekød.

Ikea Danmark stopper al salg af kødboller i Ikeas varehuse i Danmark. Det oplyser Ikea Danmark. Ikea er ved at teste varehusets kødboller, efter der er blevet konstateret hestekød i varehusets signaturkødboller i flere lande.

- Det parti kødboller, som er blevet testet i Tjekkiet, har ikke været solgt i nogen af vores restauranter i Danmark, siger Tine Lindharth, kommunikationsansvarlig i Ikea Danmark.

- Men vi har alligevel valgt at sende kødboller fra de danske varehuse til en analyse, og imens vi venter på svar på den analyse her i Danmark, så har vi valgt at stoppe salget, tilføjer hun.

Tjekkiske myndigheder har fundet hestekød i svensk producerede kødboller, der serveres i Ikeas restauranter. Det er producenten Dafgårds, der leverer de vældigt populære kødboller til Ikea i størstedelen af Europa.

Fundet har efterfølgende resulteret i, at Ikea har stoppet salget af kødboller i både Sverige og Italien og nu altså også i Danmark.

Tine Lindharth understreger, at det parti kødboller i Tjekkiet, hvor der blev fundet spor af hestekød, er et isoleret parti. Der er efter test af andre partier fra samme leverandør ikke fundet yderligere spor af hestekød.

Men Ikea har altså valgt at stoppe salget af kødboller i de fem danske varehuse alligevel for at lade tvivlen komme kunderne til gode.

- Hos Ikea tolererer vi ikke, at der skulle være andre ingredienser i den mad, vi sælger og serverer, end dem, der står på varedeklarationen, siger Tine Lindharth.

Ikea Danmark forventer svar på prøverne inden for et par dage.

Ved du noget? Så send os et tip